Hjemme fræ
(Hannæsbomaal — ved Sprogskellet)
(Hannæsbomaal — ved Sprogskellet)
A howe godt mi bette Ti
we Faaes aa Mues Haaend,
wor Huws i Læ we Præjstens Haww
aa tæt we Fywestraaend.
En Straaend, dæ gjik fræ Gorbækshag’
aa uwd i Hollemtaang;
den Straaend i Bowt aa Wigh a wild’
mæ ajer nødde praanng.
Stienpekkern ga sæ waandt for Ægg
mell Skrabskjæl aa broged’ Stien,
aa Rylen klawed sæ aa rend
po hinne Raangel-Bien.
Men Fywren den wa no de bæjjst;
sin a wust op til Mand,
a oller haar en Fywer sit
som uwd for Øsløs-Land.
Den skjywter gal aa gue, som Folk
di skjywter Sindlaw te;
a tøgges oller, a haar sit
nøj Wond saa wild som de!
Aa manne skjønn Ting haar a sit,
som Suelen skjennt epo,
men olier haar a sit nøj Wond
som de saa blaank aa blo.
Di skjønnest Lannd’, te a weed o,
ku sies fræ wo Straaend,
Lyw aa Fuwr aa Hemmerland
aa Mohs po hywer Haaend.
Aa oli di Skjib, dæ sejlt fobi,
aa Feskebohd i Raaend
naar de tow uwd fræ Øsløs-Land
en Sommer-Awtenstaaend.
Dæ gjik i Fywesih’ wi Knæjt’
aa waajed laandt aa læng,
Jens Skrædders Jenns aa Sørens Nihls
aa oll di ajer Drænng.
Wi waajed møj, wi fesked Ræ,
o Kræbs dem fæk wi nøij,
den Ti Mads Towdal gjik mæ Glijb
aa Pier han browt æ Krøij.
We Fywren uwnt wi, aa wi sow
we Sjøngen aa we Suws.
A howe godt mi bette Ti,
mi Faaes aa Mues Huws.