Udvalgte Landskab, deilig Fyen!
Naturens Mesterstykke!
Du glæder Hierte, Sind og Siun,
og est saa manges Lykke;
thi vil jeg nu din Herlighed
i Skialdre-Stiil forfatte,
og for enhver, som den ei veed,
dig høipriisværdig skatte.
Den stride Beltes Sølvbliant,
som dig saa herlig pryder,
maae frynge for din Br’dd’ og Kant,
i det sig Bølgen bryder:
man seer med allerstørste Lyst,
hvorledes Havet bruser,
og vældig banker paa dit Bryst,
det Skum i Luften fuser.
Sædvanlig skeer det ved en Storm,
det Belten Skiødet folder,
og Kaaben slider af sin Form,
naar hun med Bølger tolder.
Hun ofrer dig saa rigelig
af allehaande Fiske,
det hver Mands Hierte glæder sig,
at nyde hver Dag friske.
Den trinde Torsk kan man paa Krog
som og Makrelen fange,
den blanke Sild paa Bund-Garns Tog:
men Aalen skal man stange:
Tobis og Hornfisk fanger man,
naar Sildens Gang begynder.
Tidt faaer man paa det grunde Vand
den skiævmunds flade Flynde;
ja Stielfisk paa den bare Grund.
(Jeg kan det ei beregne,
alt hvis den fyenske Mand er undt,
og værd er at beregne)
Selv Kiøbstæds Manden glædes tidt,
naar Fiskerbaade mødes,
om først at blive Fisken qvit,
som da for Kniven dødes.
Man seer paa Dybets Fahrevand
smaa Skuder, Skib’ og Fløiter,
som sætter tit, og roer i Land
med deres snelle Skøiter:
Thi Landets Frugt er dem bekiendt;
den fyenske Miød er herlig,
hun bliver mange Mile kendt.
Enhver er lystbegierlig
at faae den søde Honning-Taar,
som Rus’ og Nordmand priser,
fordi hun klar i Glasset staaer,
og spansk Viins Farven viser.
Naar man faaer Glasset for sin Mund,
en Prøvedrik at drikke,
da levner man kun Glassets Bund,
den man vel maatte slikke.
Saa sød og liflig er den Saft,
den vore Fyenboer blander,
ret feed, dog klar og fuld af Kraft,
hun gaaer saa glat og rinder ned
i Kunkelpibens Rende,
at førend man der selv af veed,
man falder overende:
hun er en Sundheds Qvægedrik,
som Rygvee kan fordrive;
den ældste har den bedste Skik,
Omkring den hiørned-høie Klint
ved Biergets Huule-bringe
kan man i Kampesteen og Flint
see Luure-Mikkel springe:
der lister han sig Dag og Nat,
og søger Fuglereder,
til Snell’ ham faaer i Nakken fat,
og Skytten paa ham meeder.
Paa Brinken af det tykke Krat
veed Kige-Busk og Klinge
den snelbeløbne Buske-Kat
til aaben Mark at tvinge:
langøred Pus, den Sokke-fod,
hvor paa da Hierter kipper,
staaer Kige-busk og Kling’ imod,
indtil man Mynder slipper;
da tumles han med Nam i Nam,
han strækker sig og spratter,
han bliver tret, ja stiv og skram,
til han paa Næsen dratter.
Hans varme Blod giør Kiødet skiørt,
det er med Fedt beblandet;
det fyenske Harekiød er mørt,
som aldrig noget andet.
Hvad er de skaanske Harer dog?
kun fyenske Killing-unger,
saa tør som Bast og Næve-skraag,
ja blaa, som visne Lunger.
Ved Stranden findes Fugle nok
af Snepper, Gies og Ender;
i tusind Tal er deres Flok,
knap det man Vandet kiender.
Som Gran i Sol, som Møl i Træe,
omkring ved Strandens Bredde
kan man dem see, de søge Læe,
for Stormen sig at redde;
det skeer, naar Nordens Hvine-blæst
den flade Strand skum-kruser,
det høie Vand ved en Nordvest
kiør’r Fisk i Bondens Ruser.
Af Jordens sort’ og fede Ryg
seer man en Frugt oprinde
af Boghveed, Havre, Rug og Byg;
det er som Rør at binde.
Den blomsterdeiligst’ Eng og Sylt
har Græs til Bondens Belte;
hun staaer som malet og forgyldt,
man kan sig der knap velte.
Den skyggerige Løve-Sal,
de tykbegroede Skove,
staae plantegroet paa Bierg og Dal
med Eeg og Bøg paa Love;
der falder Olden Aar fra Aar,
hvoraf en Herre nyder
sin Rettighed af det, der gaaer,
og tidt hans Gierder bryder.
Jeg taler her om Skinkefæe,
hvorpaa man Mærket brænder,
man kan sin Lyst og Glæde og see
paa de, som skovviis render.
Jeg kiender Fyen, det er et Land,
fuldkommen lang ti Mile,
og otte bred; omflydt med Vand,
Og tør slet ingen tvile,
at der jo findes store Slot,
og skiønne Herresæder.
O Fyenboe! du har meget godt;
thi Kiøb- og Handelstæder
har du, hvor du dig vender hen,
paa Timen udi Sigte:
Mig fattes Ord, min svage Pen
er stum om dig at digte.
Man finder fiskerige Søer
paa Een’- og felleds Marke:
den Karpe, som to Retter giør,
gaaer tidt i ringe Parke.
Man faaer af Gade-kier og Puus,
af Tørvegrav og Mose
den sukkersøde Mund-Karuds,
som vel er værd at rose.
De fyenske Krebs er sund og god,
ja nydelig af Smagen,
de give hver en Aare Blod,
og hielper tidt paa Sagen.
Man er, i hvor man giester ind,
hos all’ og hver velkommen;
en Fyenboe har et herligt Sind,
Det har jeg selv fornommen.
Han kræser sine Giester vel;
Med Venskab, Pligt og Ære
giør han imellem hver Forskiel;
thi skal han Prisen bære.
Han byder frem den beste Miød,
som findes i hans Giemme,
ja Gaase- Høns- og Lamme-Kiød;
Man er som man var hiemme.
Den klumpe-haarde søde Grød,
som kan paa Love mætte,
den dyppes tidt i Smør og Flød’,
jeg kan det ei forgiette.
Godt humlet Øl er der at faae,
det og saa snart en Mand kan slaae,
og rusend’ lade sverme.
Den allerstørste Herlighed
har dog den fyenske Bonde
for dem, jeg udi Danmark veed;
det er ham vel at unde:
thi han er from og eiegod,
han sælger snart for intet
den Rug, som ypperlig er groet,
og ikke findes klintet.
Et Lispund Flesk (man maa mig troe,
thi jeg er ingen Praler)
den sælges tidt af Bondens Boe
for en halv skiftet Daler.
Hans Haugefrugt gaaer for den Priis,
som Billighed kan stevne.
Hver Bonde har sit Paradis;
(Saa vil jeg Haugen nævne)
først har han Rips og Kirsebær,
Moreller, Æbler, Pærer,
Valnødder, store Morbertræer,
og alt hvis man begierer.
Der stødes Most af all’ og hver,
naar Frugten lidet gielder;
den fyenske Most er mig saa kier,
som Viin af Franzes Kielder.
Kort sagt: Fyen er en Honningstok:
hvorfor — tør man ei spørge,
der er af Biens Rigdom nok;
som mange kan forsørge.
Thi gaaer mit Ønsk’ til Himlens Telt
den fyenske Mand til Beste:
det gaaer ham vel, mens Skib i Belt
kan Anker lade fæste;
det gaae ham vel, mens Solen gaaer
paa Himlen som en Bue:
du Gud, som alting best formaaer,
lad ham dit Ansigt skue!
naar han fra Verdens Jammerdal
skal sine Tanker rette,
da lad udi din Himmels Sal
ham Saligheden mætte! —
Det ønsker jeg, og er dig huld,
jeg vil mit Sind ei vende.
O Fyenboe lev nu glædefuld
indtil dit Levnets Ende.