Mørk var Skiebnens Irregang herneden,
Mulm omhylled’ Dødeliges Fied,
Om paa Vandringen til Evigheden
Venskab, Glæde, Haab ej fulgte med.
Mod den førstes store Held at nyde
Er al anden jordisk Fryd kun Tant,
Selv den Graad en elsket Ven saae flyde
Smerted’ vel, dog mildere den randt.
Sielden skue vi den anden smile;
— Ingens Liv dog ganske savned’ den —
Gjennem Modgangs Nat og Kummers Pile
Bryder den — et Glimt fra Himmelen.
Og den sidste! — Jorden med dens Glæder,
Al dens Høihed, Rigdom, Skjønhed, Magt
Svinde hen — Hvor Haabets Guddom træder
Er en Verden, evig skjøn, frembragt.
Stærk ved disse Du Din Fremtid møde!
De Dig skabe mangen frydfuld Stund!
Livets bittre Timer Dig forsøde!
Giøre Døden til et venligt Blund!