Du drager bort. Saa glider venlig Stjerne,
Hvis blide Skin vi engang glædtes ved,
Ak! altfor snart henud i Rummets Fjerne,
For at tilsmile bedre Verd’ner Fred.
O! Alles Ønsker, Alles Hierter drage
Med Dig, Lovise! thi til ædel Daad
Indviedes enhver af Dine Dage,
Dit Liv var udbredt Held og standset Graad.
Ei Glimmer blændede Dit sikkre Øie;
Indvortes Værd var ene Værd for Dig;
Din Vandel var en Straale fra det Høie,
Som lyser, fryder og gjør lykkelig.
Men Straalens Glands ej stedse kan forsvinde:
Den, længe savnet, kommer dog igjen.
Saa haabe vi Din Gjenkomst her, Fyrstinde!
Det Haab er Trøst, i det Du drager hen.