Hør Natterga’ens sidste Slag
i Eges grønne Lund!
See! hisset Maanen bleg hendøer,
see! Solen vakt af korte Blund,
indsvøbt i lette, klare Sløer,
paa Buen rødlig, kugelrund
fornyet skiøn at vise sig!
See! Larven, der i Gaar var Lig,
fra grønne Blad sig hæve,
som Sommerfugl at vise sig,
hen over Enge, Søer svæve.
See! Duggens Draaber klare tindre
paa smalle Græsstraae sagte bæve!
See! Knoppen, der i Gaar var mindre,
i Dag at bære Rosen rød!
at aande ud en Luft saa sød,
og ældre venlig qvæge, fryde!
Hør Bækken med fornyet Vælde risle,
og Tussen hoppende fremvisle
sin nye Glæde, nye Kraft!
Hør Lærken, der til Himlens Blaa sig svinger,
i Triller ud med nye Velklang bryde,
og gamle Bøges Susen,
som melodisk klinger,
og Fossens hvide Brusen
mod udhulte Stene,
og Druens rigt besatte Grene,
saa bugnende af Styrkens Saft!
See! Blomsterne paa Dødens Høie
for Vestenvinden de sig bøie,
men reise sig med Dydens Styrke,
som den fra Gravens dybe Mørke!
Hør Bonden hisset frodig synge!
See Oldingen med hævet Bryst
sin Gud med tavse Læber takke,
og Sømanden paa lave Smakke
saa styrket over Bølgen gynge!
See! alt! alt! aander Liv og salig Lyst!
Ikkun mit, mit elskende Hierte
opvaagner til sin gamle Smerte
med den ny frembrudte Dag! —