Dit Biefald gav mig Mod og Lyst
Til Musers ædle Kunst at dyrke;
Men svagt lød Sangen fra uvante Bryst;
En Yngling har ei Mandens Styrke:
Dog rækked’ Du mig kierlig Haand,
Miskiendte ei mit Hiertes Varme,
Du saae mig skabt for Venskabs ømme Baand,
Og slutted’ mig i hulde Arme.
Bliv, R — k! ved at elske mig;
Jeg tør ei haabe Digter-Hæder,
Dog Haabet om at mindes tit af Dig,
Mig meer end Laurbær-Krandsen glæder.