Jeg saae dig paa Torvet,
Midt i Tummelen og Larmen,
Hvor du vandred, fulgt af Pigen
Med den brune Kurv paa Armen.
Jeg saae ret midt imellem
De Bøndervogne træge
Din unge, lette Skikkelse
Med Flinkhed sig bevæge.
Jeg saae, hvor snildt du fulgte
Langs Rækkernes Bugter
Og rørte med hvide Fingre
Ved Rødder og ved Frugter.
Jeg saae, hvor over Karrene,
I hvilke Fiske sprælled,
Din Pande med dens Lokkepragt
Du prøvende hælded.
Jeg saae dig mild og rolig,
Af Skrig og Støi omringet;
Jeg saae dig, hvor du vraged,
Hvor du kjøbslog, hvor du tinged.
Jeg saae din høie Skjønhed,
Det Himmelbud herneden,
Sig bøie til en Gjerning,
Saa ringe, saa beskeden.
Jeg saae blandt Krav som disse,
Saa fattige, saa lave,
Forhøiet kun din Yndes
Helligtstraalende Gave.
Med Alt du kjækt dig indlod,
Og Ingenting du skyed;
Men ved Alt, hvad ned den tynged,
Sig din Yndes Magt fornyed.
Og fast det var, som disse
Omgivelser profane
Dig viste med en Glorie,
Der før kun lod sig ane.
Jeg saae, blandt Livets Mislyd,
Hvad der var raat og stridigt
Sig føie for dine Hænder
Saa lindt og let og smidigt.
Det var, som, hvor dit Øie
Blot faldt, strax Alt det dulmed;
— Men i mit Hjerte mere vildt
Det vilde Savn kun svulmed.