De gamle Guder svandt, og deres Huus
Sank hen i Gruus,
Uddød er Fantasiens lyse Rige;
Den strenge Sandhed kold og nøgen staaer,
Mens Billedverdnens skiønne Pragt forgaaer
Og alle Skialdens søde Drømme vige.
De høie Guder ride ei, som før,
Til Valhals Dør
Og Heimdal vaager ei ved Bifrosts Bue;
De frække Børn af Jætters gamle Slægt
Ei frygte meer for Miølners tunge Vægt,
Og trodse Guders Hevn og Nastronds Lue.
Ei throner Asadrot paa Hlidskialfs Top,
Ei svæver op
Til Himminborg den Ravn, som Budskab bringer,
Skibladner gaaer ei meer paa Land og Sø,
Den ottefoded’ Ganger maatte døe,
Og Jorden køles ei af Ørnens Vinger.
Før aged Thor paa Bifrost, Malmen klang
Og Gnister sprang
Fra Spandets Hov, saa Himlens Stierner lyste;
Han slog med Miølner i det haarde Field,
Det blev en Dal; han drak af Havets Væld,
Og Havet sank, og Midgardsormen fnyste.
Men ikke blot den strenge Aukathor
Var kiendt i Nord,
Der blomstred og den blide Elskovs Lilie,
Den vilde Kiemper var ei kold, som Iis,
Fra Folkvangs Sal og tolkede sin Villie.
Men rørte Helten ei den Skiønnes Bryst,
Til Elskovs Lyst
Den hulde Siofna bøied’ hendes Hierte,
Og Snotra vogted hendes Fod for Fald;
Mens Danneqvindens hæderfulde Kald
Den unge Brud af Varas Viisdom lærte.
Naar Haabet glumt den fromme Landmand sveg,
I Regn nedsteg
Den milde Frey og spredte Brød og Lykke;
Skinfare med den gyldne Manke foer
Heimskringla rundt, udbredte Lys paa Jord,
Riimfare spredte Dug i Nattens Mørke.
Og Moder Hertha laae i Ægirs Arm,
Ved Gudens Barm
Fortroligt ømt den hulde Qvinde hviilte;
Marmendils Slot stod dybt paa Havets Bund,
Og Nøkken varsled tidt med sanddru Mund,
Om strenge Norner vredtes eller smiilte.
Det høie Field var ei et livløst Muld,
Det røde Guld
Gienstraalte underfuldt i Marmorsalen;
Og drøned frygteligt det hule Bierg,
Da ymted man om konsterfaren Dverg,
Der smeded Sværd og Brynier til Valen.
Til Kampen svæver paa Valfaders Bud
Valkyrien ud,
Og søger op den Helt, som Odin skatter,
Hun rører ved hans Pande med sit Spyd,
Da gaaer Einherien til Valhals Fryd
Og strider, falder og opvaagner atter.
Men Asabragi qvad ved Odins Bord
Om ældste Nord,
Og alle Nordens skinnende Bedrifter;
Og Saga tegned op for fierne Old
Vort Nordens Priis paa blanke Kobberskiold,
Paa Fieldets Væg og i de gamle Skrifter.
Og Skialden var en hellig Gud paa Jord,
Ved Kongers Bord
Han sang om Glæden, som Valhalla eier;
Naar Hildurs Børn de blanke Glavind svang,
Da gik han dristigt frem med Harpeklang,
Og styred Heltens Fied til Kamp og Seier.
Hvor var du skiøn, o gyldne Old, som svandt,
Da Norden fandt
I sine Sønner sine Guder atter;
Da Skialden qvad med Bragis Røst paa Jord,
Da Kiæmpen var en værdig Søn af Thor,
Og Pigen Freias himmelskiønne Datter.
Den lumre Søndenvind fra fielne Rom
Til Norden kom,
Og Vaaren svandt for Somrens qvalme Hede,
Den stærke Kiæmper blev et taaligt Lam,
Og Ulven, hyllet ind i Faareham,
Drev Spot med Kongedyd og Heltevrede.
Da svandt det bort, de rige Guders Chor,
Men høit i Nord,
Hvor Isen blinker paa de gamle Fielde,
Hvor Nordlys tindre paa det klare Blaae,
De fandt en Himmel, som skal evigt staae,
Som trodser Ragnarøk’ og Surturs Vælde.
Den hviler ei paa nogen jordisk Steen,
Men klar og reen
Den hæver sig i Phantasiens Lande;
Med Giallarhornet vaager Heimdal der,
At ingen Søn af Surtur kommer nær
Den vise Qvasers Blod og Mimers Vande.
Nu svæver kun til gamle Guders Hal
Den fromme Skiald,
Og drikker Suttungs Miød af gyldne Skaaler,
Og vanker om paa Idas grønne Muld,
Hvor Idun rækker ham sit Æbles Guld,
Der giennem Evigheders Mørke straaler.
Schaldemose.