Hans Pommer gik en Aftenstund fra Ploven
den sure Gang, at hente Ved i Skoven,
og bøiet under Byrdens tunge Vægt
han sukker: "Er dog Livet ei en Plage,
og Livets Dage kummerfulde Dage,
og Støvets Børn en ussel Trælleslægt?”
Hans Ryg er øm, de gamle Knæ sig bøie,
han kan ei meer, det sortner for hans Øie,
fortvivlet kaster han sin Byrde hen,
og raaber høit paa Døden; Døden kommer
og spørger mildt: „Hvad vil du mig, Hans Pommer?”
— „Ak! hjælp, her Død! mig Byrden op igjen!”