Stor og herlig er din Pragt at skue,
brave Sveitsers høie Klippeland!
Alpers Sne i Morgenrødens Lue,
tusind’ Blomster smaa paa Sneens Rand,
Edens Pragt, hvor Lemans Bølger rinde,
Trindt om Granadas viinbekrandste Høie
boltrer Zephyr sig i Agrens Guld,
Myrter dufte, gyldne Frugter bøie
Træets Top til blomsterklædte Muld,
til Hyrdinders Dands i grønne Enge
toner Trobadorens kjælne Strenge.
Oldtids Genius sørgmodig svæver
over gamle Romas faldne Magt;
majestætisk dog af Gruset hæver
mangt et Vidne sig om Oldtids Pragt;
som Ruiner af en Himmel skuer
jeg, o Roma! dine Spor og gruer.
Elskte Fædreland! om dine Sletter,
Fredens, Glædens, Nøisomhedens Hjem,
værner ei en Kreds af hvide Jetter,
ingen Alpeblomst omdufter dem;
men ei heller seer du Hjord og Hyrde
synke under Snelavinens Byrde.
Druen blaaner ei paa dine Høie,
Kilden væder dine Sønners Mund;
Guldorangens søde Frugter bøie
ingen Green til Danmarks kolde Grund;
men ei heller seer du Dumhed true
Sandheds Tolk med Lænker, Ban og Lue.
Ei formaaer du for nysgjerrige Blikke
at fremstille Kunstens høie Aand,
Hellas Mindesmærker har du ikke,
ingen Støtte af Canovas Haand;
men ei heller hine Jordens Kvaler,
Pest, Sirocco, Gift og Kardinaler,
Hvad et nøisomt Hjerte kan begjære,
gav Naturen dig, mit Fædreland!
rige Frugter dine Agre bære,
Fisken leger om din grønne Strand,
Hyrden synger trygt i Bøgens Skygge
Fredens Held og Dannerigets Lykke.
Retfærd boer i Nordens Egeskove,
og i Retfærds Skygge Lykken boer,
vise Fyrster tolke vise Love,
Fædreland din Herlighed er stor!
Derfor naar du vender dine Blikke
hen mod Syden, da misund dem ikke!