Jordens kolde Skjød
Aabner sig for Solens milde Glød;
Sefyr aander Dødens Aske hen,
Livets Ildgnist blusser op igjen.
Jorden er ej længer tom og øde,
Atter er den oprejst fra de Døde.
Vintrens kolde Haand
Længe fængsled’ den med stærke Baand.
Paa den nøgne Green saa sorrigfuld
Fuglen klynked’ over sorten Muld;
Men nu rejste sig de kolde Lemmer
Under tusind høje Jubelstemmer.
Fra det lyse Blaa
Solen blidt til den Gjenvakte saae.
Balsam drypped’ fra den varme Sky,
Livets Pulse bankede paany,
Kjærlighedens milde Aande sused’,
Livets Strøm i fulde Aarer brused’! —
Som det visne Løv,
Saa skal og vort jordbedækte Støv
Rejse sig i evig Foraarsglans
Med en ny og reen og himmelsk Sans.
Og, gjenvakt ved Livets Morgenrøde,
Herlig og forklaret Aanden møde.
Ja, fra Livets Gud
Lyset, Kraften, Livet vælder ud,
Utomt strømmende fra Sol til Sol,
Utomt strømmende fra Pol til Pol; —
Mellem Aarets Skifter ruller Jorden,
Evig er den Evigvises Orden!