Tre Ord jeg nævner, tre Ord af Vægt
De gange fra Mund til Mund;
Ei Ord blot fra Læben, de stige kjækt
Fra Hjertets dybeste Grund.
Alt Værd har det Menneske tabt, der troer
Ei mere paa disse tre vægtige Ord.
Frit skabdes Mennesket, frit det er,
Om født udi Trældom det blev;
Agt ei paa Daarers rasende Færd,
Agt ei hvad Pøblen bedrev.
For Trællen, der hæver til Hævn sin Hand,
Du frygte, og ei for den frie Mand.
Og Dyden, den er ei et Mundsveir; man
Kan stræbe at øve den;
Kan stræbe at øve den;
Og snubler end Mennesket, dog det kan
Til det Gudlige stræbe igjen.
Og hvad den Kloges Klogskab ei saae,
Et barnligt Sind kan i Eenfold naae.
Og en Gud der lever, en hellig Iid,
Hvor flygtig end Menneskets er;
Den virker højt over Rum og Tid
Hvor flygtig end Menneskets er;
Den virker højt over Rum og Tid
Evindelig, evig os nær;
Og om end Alt omskifter paa Jord,
En rolig Aand i Omvexlingen boer.
Bevaer de vægtige Ord og lad
Dem vandre fra Mund til Mund;
Vel stamme de ikke udenfra,
Dem vandre fra Mund til Mund;
Vel stamme de ikke udenfra,
Men findes i Hjertets Grund.
Alt Værd har det Menneske tabt, der troer
Ei mere paa de tre vægtige Ord.