Seer Du din Broder bange
Paa Livets Korsvei staae,
Han veed ei Raad at fange,
Han veed ei Maal at naae;
Ei Tanken did at sende,
Hvor vindes sparsomt Brød;
Ei Foden did at vende,
Hvor undflyes haarde Nød;
Gaaer Du paa Veien rolig,
I Hjertet har Du Fred,
Hen mod din trygge Bolig
Du styrer sikkre Fjed —
Som Broder Du ham møde,
Døv ei Naturens Røst!
Tillæg ham ikke Brøde,
Kan Du ei skjenke Trøst.
Nu grant Du Veien kjender;
Sandflugten gaaer forbi,
Mens Øiet Du bortvender,
En Korsvei er din Sti.
Staaer Du paa Lykkens Tinde,
Har gyldent Lod i Haand,
Veed Hjertets Gunst at vinde,
Kan hæve nedtrykt Aand;
Til Dig sit Blik han vender;
Din Bistand nægt ham ei!
Om end ei Raad Du kjender,
Let ham den tunge Vei!
Styrk ham ved venlig Tale!
Den skjenker Hjertet Fryd;
Væk ham af tunge Dvale
Ved Skaansels milde Lyd!
Og Du i Aandens Rige
Kan her paa Korsvei staae;
Men, vee Dig! skal Du sige,
Jeg veed ei Maal at naae!