En stor rummelig Plads. I Baggrunden Havet og Klipper. Imellem disse seer man Solen hæve sig. En Mængde Folk forsamles; hos Alle udtaler Glæden sig ved forskjellige Miner og Gebærder.
En Hob
(træder længst frem paa Skuepladsen og istemmer:)
Sol i Øst! Du blidt opstaaer,
Liv og Held Du skal udbrede;
Friheds Lys, liig Dig, fremgaaer,
Trældoms mørke Mulm adsprede.
Ja Held bringer Dagen,
Nu Kjæmpen er slagen!
For vores Sværd
Har Fjenderne blødet,
Ved mandig Færd
Blev Uhyret dødet.
Andre Stemmer.
Den knittrende Ild
Os Natten oplyste.
For Hævn hvæsset Piil
Tyrannerne gyste,
Skjøndt uøvet Arm
Den tog ud af Barm.
Men Modet vækkes
I oprørt Bryst,
Og Armen rækkes
Med stridvant Lyst,
Naar Magt skal fældes
Og Kraft overvældes,
Som smedede Lænker
Af Hovmod og Rænker.
Qvinder
(strømme ind paa Skuepladsen; en Deel bære Kurve med Krandse; de ordne Krandsene og synge:)
Krandse vi vinde,
Dem vil vi binde
Af Engenes Klæde,
Af Bjergenes Pragt,
Og synge med Glæde,
Høit prise den Magt,
Som Fjenden har slaget,
Den Stolte bortjaget,
I kummerfuldt Bryst
Skabt Glæde og Lyst.
Ja, Honorius og Søn
Længe leve! er vor Bøn.
De Fjenden har slaget,
Den Stolte bortjaget,
I kummerfuldt Bryst
Skabt Glæde og Lyst.
Honorius og Søn
Længe leve! er vor Bøn.
Chor af Folket.
Høit skal lyde vores Bøn,
Leve Honorius og Søn!
(Theaterdandse af Pigerne. De omslynge sig med Blomsterkrandse og dandse saaledes ud af Theatret. Folket følger dem. Naar Pladsen er tom komme Bragas og Don Diego frem fra en Colonade, som findes foran et Capel.)
Bragas.
Vel i det Glædens Bæger kunde man
End blande Galde.
Don Diego.
Mørk og gaadefuld,
Som denne Nat, er Eders Tale. Hvem
Forstaaer den underfulde Færd, som her
I Nat fandt Sted hos Fjenden? Heel fordægtig
Var mig den Fremmede, hvis Helvedsdrik
Forvandled’ Krigsfolket til Murmeldyr
Og Lazaroni til stridbare Helte.
Hvem fik de Skibe, som laae hist i Havn,
Ved blind Alarm fra Landet til igjen
At søge Søen? Hvem har røvet vel
Min Brud fra Fædre-Borg? Mon ei et lumskt
Forræderie har sammenvævet Planen?
Bragas.
Her
Kun Lykken kan Forræder kaldes; den
Er flygtig, vender sig vel atter. Alt
Opsnapped’ jeg en gammel Karl, som staaer
Beredt at tjene os; han fik ei Bytte nok
Ved Gouverneurens Bolig; Piastrene
Var ranet fra det Skib, de optog hist
Paa Søen; nu pøndser han paa Hevn, og gjør
For Guld desuden Underværker. Jeg
Har sat ham Stevne her.
(Strotzi viser sig i formummet Dragt.)
See! det er ham.
(Gaaer ham imøde.)
Vel Dig!
Strozi.
Og Eder.
Bragas.
Hvi formummet saa?
Hvem frygter Du?
Strozi.
Satan og hans Apostle.
De love Guld og Sølv, men give Svovl
Og udbrændt Beeg.
Bragas.
Tye nu til os! Vi give
Reent Sølv og Guld, dertil Velsignelse
Og Aflad.
Strozi.
Af det Sidste har jeg Forraad;
Det Første skal mig forud gives.
Bragas.
Ja!
Du har dog et Gevær, som træffer godt?
Strozi.
Men Skuddets Vidde, som dets Sikkerhed
Bestemmes først naar I betaler.
Bragas.
Kom!
At Alting kan aftales nøie.
(De snige sig ind i Colonaden.)
(Imidlertid kommer Giovanni med nogle Borgere, som bære Saarede paa Baarer. Pachecho kommer fra den anden Side.)
Pachecho
(nærmer sig hastig til Giovanni.)
Send
De Saarede didhen hvor de skal hjælpes!
Jeg tale skal med Dig.
(Giovanni gjør Tegn til dem, som bære Baarerne.)
Du saae vel det
Triumvirat sig listed’ hist?
Giovanni.
En Flig
Af deres Klædemon var kun tilsyne.
I kjendte dog vel ei Personerne
Paa den?
Pachecho.
Med Sikkerhed.
Giovanni.
For Jagten da
Blev Eders Øie skabt.
Pachecho.
Som Næsen gjør
Mig dygtig til en Jagthund. Følg derfor
Mit Raad: hold med din Ven Coello dig
Om Prindsen! agt paa Hver, som nærmer sig
Til ham, meest paa afsides Steder; sky
For Alting Munke! vil de føre Tale,
Da tab ham ei af Sigte! See op, see ned!
Thi Himlens Hvælving, som Afgrundens Dyb
Til deres Planers Redskab tjener. Farvel!
Ei min Advarsel Du foragte!
Hans Liv vil Ondskab eftertragte.
(De gaae ud hver til sin Side af Theatret.)
Scenen forandres til en Sal i Fyrst Honorius’s Pallads.
Honorius, Algarotti og Florino
(komme samlede ind.)
Honorius.
End er min Søn ei kommen; snart vil Folket
Istemme Takkesang i Herrens Tempel.
Algarotti.
Vist Prindsen søger selv de Saarede,
Dem at forskaffe hurtig Pleie.
Honorius.
Fast
Har deres Blod beseglet nye Pagt.
Florino.
Som Baandet, kraftig I tilsammentrak
I Nødens Stund; sligt Samfund trodser Tids
Og Skjebnes Lov.
Honorius.
End ubekjendt er jo
Den Høvding, som os kom vidunderlig
Til Hjelp?
Florino.
Man ei navngiver ham, skjøndt hver
En Tunge taler høit hans Priis. I Sandhed
Var paa Skibe Hjelpetropper hertil ført.
De stationerte bag ved Klipperne,
Og ved Signal fra Et, som fandtes her
Paa Rehden, skulde de landsættes strax,
Undsætte Garnisonen her i Byen,
Og bringe os til Underkastelse.
Men Alt blev hindret; listig blev det Skib,
Som laae paa Rehden, taget og ført bort;
Og ved at seile ud, det gav Signal,
At flux de andre Skibe skulle følge.
Fra Land var foranstaltet blind Alarm.
Det skyldte vi den Fremmede.
Honorius.
Til ham,
Som skyldes Alt, vi første Tak vil bringe.
Bragas og Don Diego
(træde uanmeldte ind.)
Bragas.
Som Medlem af den store, høie Orden
Sanct Hermandadus, jeg fremtræder her
Foruden Varsel, søger Leidebrev
For denne Mand, hertil ankommen som
Sit Hofs Repræsentant, hvorfor som Ret
Han fordrer det, og da med største Il
Forlader Landet.
Don Diego.
At min høie Herre
Maa hastigt erfare Eders Udaad;
Og fordrer jeg min Brud af Eders Haand.
Bragas.
Det verdsligt Bud, som Herrens Lov,
Jer strengt paalægger.
Honorius.
Min Beskyttelse
Attraaede hun; udrives kun derfra
Ved eget Ønske.
Bragas.
Stolt den Tale lød!
Men Hovmod staaer for Fald. Jeg byder i
Min Ordens Navn: den spanske Donna skal
Hidkomme!
Honorius,
(vendende sig til Florino.)
Selv I vil forkynde det!
Et Bud
(træder ind.)
En Fremmed ønsked’ at fremføre Ord
Af Vigtighed før Fyrsten.
Honorius.
Han indlades!
(Budet gaaer.)
Don Diego.
Vel en af Nattens de forborgne Helte.
Pachecho
(kommer hastig ind.)
Tilgiv mig, høie Fyrste! at jeg her
Indtræde tør saa frit; men da jeg saae,
At den høilærde Herre med Consort
Gik hid, jeg slutted’, at de her forlangte
Et Leidebrev, dertil den spanske Donna,
Som søgte under Eders Vinger Lye.
Men, Fyrste! skrækkes ei ved Munke-Trudsler!
Ei Hofmands sledske Ord Jer rokke! vogt
Uskyldighed, og hold dem fast; end har
Ei Spillet Ende.
Honorius.
Hvem er I? Hvorfor
I fremmed Sag indblander I Jer her?
Pachecho.
For Eder, høie Fyrste! er jeg Manden,
Som understøtted’ Jer i Nat med Mod
Og Kraft, som fjerned Skibet bort, der laae
Paa Rheden hist med Munition og Vaaben,
Og lod det vise hele Flaaden Vinterveien
Don Diego.
Som øvede sin Kraft paa dødgjort Fjende.
Pachecho.
Som stred med Vaabnet, der var vendt mod ham.
See mig i Øiet kun! I kjender mig!
Ja, Don Sebastiani han er her.
Jer Aande skulde blegne Uskylds Kind!
Viid høie Fyrste! Uslingen, der staaer,
Er Alles Fjende, som vil hylde Ret.
Mod ham sig hæver høit Forførtes Skrig,
De kræve Himlen væbne skal en Arm
At hævne krænket Dyd. Jeg valgtes! Jeg
Var Eier af den største Skat, han røved;
Det var et Hjerte, som mig fuldt tilhørte,
Den rene Dyds og Uskylds Billed, som
Jeg vilde skjerme fuldt med Kraftens Skjold,
Indslutte tæt i Kjerlighedens Pantser;
Men han udskjød en giftig Piil; for ham
Har Jorden, Himlen intet Helligt.
Bragas.
Hvad!
Tør slig en Læbe nævne dette Ord?
Troer I, man kjender Jer allene af
Den Helterolle, her I overtog?
Nei! vel jeg veed, I gjennemstreifede
Engang Italien, som Høvding for
En Røverbande.
Pachecho.
Jer er det jo nok,
At Paven gav mig fuld Dispensation
Fordi jeg friede christne Qvinder ud
Af Tyrkens Vold. For Himlen vil maaskee
De Svage, jeg beskytted’, tjene mig
Som Talsmand.
Honorius.
Hid I førtes kun af Hevntørst?
Pachecho.
Hans usle Liv forsmaaede jeg at ende,
Men qvægsom Hjelp af Qvindehaand
Ham skulde aldrig ydes, trofast Blik
Ei styrke ham i Nøden, Medynks Taare
Ei falde paa hans Kind fra rene Øie,
Saa svor jeg fast.
Honorius.
Og kom at hindre hans
Forening med den spanske Donna?
Forunderlige Sammenstød af Skjebne!
Pachecho.
Som Redskab her den valgte mig, og glad
Jeg lød dens Vink; skjenk mig da Løn,
At ei Beslutningen, I tog, skal rokkes.
Men Prindsen tøver! jeg maa søge ham.
(Han gaaer hastig ud.)
(Alcadia kommer fra et indre Gemak, understøttet af Clara og fulgt af Florino.)
Bragas
(gaaer hende imøde.)
Vil Du, skjøndt han er lagt paa Baare,
Opsætte dig imod din Faders Villie,
Og ei forenes med den Mand, til hvilken
Han fæsted’ Dig i Live?
Alcadia.
I hans Dødsstund
Var det ei meer hans Ønske.
Bragas.
Din Salighed
Og dens Forliis stod da vel ene for
Hans Blik.
Alcadia.
Han mig tilgav.
Don Diego.
Ja, signed’ vel
Den nye Pagt.
Montor kommer hastig ind, fulgt af Coello, Giovanni og Pachecho. Jægere forblive i Baggrunden med Strotzi i Lænker.
Montor
(iler mod sin Fader og knæler.)
Min Fader! see din Søn
Udreven ved et Underværk fra Døden.
En Nidding leied’ den Forræders Arm,
Som vi medbringe her i Lænker.
Honorius.
Herren
Os sendte Frelse!
Montor.
Vennehaand var her
Algodheds Redskab. Disse mine troe Staldbrødre,
Som til min Skjebne knytted’ sig idag,
Var alt advaret af den Fremmede
Imod Forræderie. — En Munk blev mistænkt,
Som ydmygt bad, jeg vilde bringe
Den første Seiers Tak, ved at nedknæle
For Helgenen, som han udsatte i
En Nische foran et Capel; men knapt
Jeg bøied’ Knæ, før jeg blev reven bort;
Og Munken nedstødt i mit Sted, hvor de
Bad ham forrette Bøn; da strækkes et
Gevær ud fra et før usynligt Hul
I Væggen; paa sin Gjerning falder Munken.
Vi søgte Lastens Smuthul, fandt den Nidding.
Honorius
(træder nogle Skridt hen mod Vagten.)
Kom frem! Bekjend! Hvem leiede din Arm?
Strozi
(gaaer hen mod Pachecho; denne kommer ham imøde.)
Nu, tredie Mand er med i Spillet, er
Det bedst, vi holde atter sammen. Fri
Mig ud, betal mig godt, saa skal I faae
Jer Glæde.
Pachecho.
Kan dit Udsagn stadfæstes med
Beviser?
Strozi.
Ei at troe paa løse Ord,
I lærte mig.
Pachecho.
Kom frem med Alt! See her
Er Guld. (Han viser ham en Pung.)
Slig Karl, som Du, vel Fyrsten
Ei agter stort, men skjenker mig sin Ret
Som Dommer.
Honorius.
Naar han har bekjendt, I da
Afgjør hans Skjebne.
(Strotzi tager af et indvendigt Belte nogle Papirer, overleverer Pachecho dem, som overskuer dem og træder derpaa nærmere hen til Fyrsten.)
Pachecho.
See! et Document,
Som Herrens Tjener — Kongers høit Betroede —
Har underskrevet, hvori de love ham
Femhundred’ Piastre, naar det Hverv er vel
Udført, som de betroede ham.
(Han giver Honorius Documentet, som viser det for Don Diego og Bragas.)
Honorius.
I vil
Dog ei benægte Eders Haand og Segl?
Don Diego.
Nei, men den Gjenstand, som det lyder paa.
I gaaer for vidt! (Vendende sig til Montor.)
Lad see, om vel I lærte
I Eders Eensomhed at bruge Vaaben!
(Han trækker sin Kaarde. De fægte. Montor saarer og afvæbner ham.)
Don Diego
(i Raserie.)
Har Mørkets Magter her sit Spil, og kan
Mod dem ei Sværd og Kugler nytte?
Montor.
Som
I begge sendte ud mod mig.
Don Diego.
At tugte
Forvorpenhed! Uhevnet ei den vorder;
Nei, høit skal Kongers Røst for Eder tordne!
Honorius.
Saa lød Bekjendelsen, og Begge som
Det underskrev, bør nyde lige Ret.
Som Fanger sættes de i Sikkerhed,
Indtil de store Hoffer har stadfæstet
Vor Uafhængighed, og dømmes da.
Pachecho.
Min Hevn er slukt. Det Skib, vi optog hist,
Vel Fyrsten skjenker mig som Eiendom?
Honorius.
I Eder det tilegne kan med Ret.
Pachecho.
Jeg gaaer da til den nye Verden, der
At glemme Had og Bitterhed. (Pegende paa Strotzi.)
Der kan
Du Nidding! mætte dig med Guld. (Til Honorius.)
Jeg da
Til Seiren, høie Fyrste! vil lykønske.
Den bære Glædes Frugter nu, som for
En sildig Efterslægt! (Vendende sig til Giovanni.)
Til Clara giv
De Vexler paa Venedig Bank; hun med
Din Ven Coello længe leve glad!
Aftørre Taarer, som med Sligt kan standses!
(Han gaaer; Strotzi følger ham.)
Honorius
(vender sig til Vagten.)
Forbryderne skal føres hastig bort!
Bragas
(vender sig til Alcadia.)
Tro ei, at Du skal høste Glæde, hvor
Din Faders Graad har vandet; Fryd skal ei
Fremsprudle fra hans Taarevæld; nei,
Forbandelse skal falde paa dit Hoved,
Du fule Synderinde, Kjetterske,
Frafaldne! (Vendende sig til Honorius.)
Viid, det er Djevlens Yngel, I
Beskytter!
Montor
(vender sig til Vagten.)
Hastig før dem bort!
(Vagten, anført af Coello og Giovanni, fører Don Diego og Bragas bort.)
Alcadia
(er i Afmagt sjunken i Claras Arme. Montor understøtter hende. Hun hæver Øiet.)
Did, hvor
Min Moder Lyset saae, jeg føres maa
Til nære Frænder.
Montor.
Gud! Alcadia!
Alcadia.
Hos ham skal Du mig atter skue,
Hvor Sorg og Fare os ei true.
Montor.
Hans Villie skee paa Jorden,
Som den og skeer i Himlene!
(Dækket falder.)