Octobersolen saae over By,
Da blev der et Barnlil født; —
Knap kanted Purpur Aftnens Sky,
Før Barnet var koldt og dødt.
Det Liv var uden Vaande og Vee,
I Angerens Graad ei døbt;
Da Fadrens Øie fik det at see,
I Liiglagen laae det svøbt.
Fra Skibe lossed Kul han i Havn,
Did iled et hurtigt Bud:
„Din Hustru bær’ en Søn dig i Favn,
Hun sendte mig til dig ud.“ —
Først seent fik Stammen Blomster og Frugt,
Og alt var hans Hoved graat,
Dog fik hans Tanke hurtigt nu Flugt,
Og Foden den fulgte godt.
Han traadte over Tærsklen med Iil:
„Christ signe dig nu, min Viv!“ —
Da peged hun taus med sit blege Smiil
Paa Drengen foruden Liv.
De sad en Dag, de sad vel i to
Med Liget imellem dem,
Ei kunde Hjertet komme til Ro,
Og Taaren kom ikke frem.
Først seent han førte hende som Brud,
Ei Lykken hun var dem god,
Den første Blomst de saae jo gaae ud,
Som voxede for deres Fod.
Den lille Kiste han varlig tog
Og kyssed sin Hustrues Kind,
Og gjennem den larmende By han drog,
Af Tanker og Taarer blind.
Han grov med egne Hænder dets Grav,
Der var hverken Præst eller Degn,
Det fik kun Daaben, Øiet det gav
Med Taarernes milde Regn.
Og da den Lille laae under Jord,
Og Faderen ene stod,
Mens Løvet hen ad Gangene foer
Og lagde sig om hans Fod,
Han bøied stille Hovedet ned
Og hviskede til sin Dreng:
„Ak, kunde hvile her jeg i Fred
Og dele din kolde Seng!“
Til Minde der om Graven et Skud
Han brød af en ung Siren,
De friske Knopper kigged alt ud
Omkring paa den tørre Green.
I Stuen traadte sagte han ind,
Hans Hustru i Taarer laae,
Hun klapped paa hans rynkede Kind
Og glatted hans Lokker graae.
Han viste hende Sirenens Knop,
Da smilede hun med Lyst,
For Øiet mat hun Grenen holdt op
Og gjemte den ved sit Bryst.
De med hinanden slumrede ind
Og Haand nu i Haand de laae,
Som Vagt for dem paa den blege Kind
Stod Taarernes Perler smaa.
Men da det atter paa Jord blev lyst,
I Dødens Arme de laae,
Sirenens Green ved den Dødes Bryst
Bar lysgrønne Blade smaa.