Nu er Æblet saa rødt,
Nu er Brombærret sødt,
Og alt bruun er nu Nøddernes Frugt,
Over Stubbene frit
Kan man vandre nu vidt,
Og saa høit gaaer nu Skyernes Flugt.
Der er Ild i mit Blod,
Der er Kraft i min Fod,
Jeg vil ud i den frie Natur,
Alle Skyerne smaa
Høit fra Luften den blaae
Har nu vinket mig ud fra mit Buur.
Har en Qvinde du kjær,
Og du staaer hende nær,
Mens hun hvisker sit sidste Farvel,
Hendes dugvaade Blik,
Som til Afsked du fik,
Bli’er din skjønneste Stjerne ved Qvæld.
O, du Sommer, som gaaer,
Ei jeg veed det, om Vaar
Vil mig træffe ad Aare igjen;
Men det veed jeg, at du
Baade fordum og nu
Var min kjære, min trofaste Ven.
Jeg maa følge dit Spor
Paa den yndige Jord,
Førend Stormen det reent visker ud,
End i Mark og i Lund
Vil jeg mindes den Stund,
Da hver Fugl var dit jublende Bud.
Ak, nu Bøgenes Løv
Bliver alt traadt i Støv!
Ak, hvor ligne vi Træet i Høst:
Om vi miste selv Alt,
Bag det Haab, som der faldt,
Til et nyt er der Knop i vort Bryst.
Vel er liflig vor Vaar,
Dog jeg bedre forstaaer
Vor Natur i den sukkende Høst;
Der er Haab i dens Nød,
Der er Liv i dens Død,
Der er Gjenklang af den i mit Bryst.
Midt i Uro og Strid
Maae vi leve vor Tid,
Men som Træet med dybtfæstet Fod,
Trods den iiskolde Vind,
Trods al Graad paa vor Kind
Gaaer dog Næringen skjult til vor Rod.
O, du Træ, som har tabt,
Hvad din Vaar havde skabt,
Paa din Bark lad mig trykke et Kys!
Thi dit Hjerte, det slaaer
For den kommende Vaar,
Skjøndt din Krone du mistede nys.
Vel er Jorden saa trang;
Men hvad Mennesket sang,
Mens hans Hjerteslag lød i hans Røst,
Det har Vinger, som naaer
Til den evige Vaar
Og lokker den ned til hans Bryst.