See, nu er Somrens Gilde da forbi,
Og Stormen ta’er saa reent af Bordet,
Og løber ilsomt henad Skovens Sti,
Mens Kragen ene fører Ordet.
Og Vandet ligger paa Svampens Hat,
Og Bregnen guulner og synker mat;
Alt er forbi,
Kun ikke vi,
Thi vi har Sommer alle Dage.
Med Vrøvlet sammen vi roligt boer,
I Mørket Roden maa sig gjemme;
Men evigt opad dog Træet groer,
I Lyset kun dets Top har hjemme.
I Lyset lever Frihed, Haab og Sang,
Der mødes alt det Gode jo engang,
Der vil vi boe,
Did vil vi snoe
Fra Mørket vore til hverandre.
Lad Verden væve sit dunkle Spind,
Dens gyldne Traad vi sammen spinde
Og slynge listigt vor Traad saa ind,
At Vei i Løgnens Dunst vi finde;
Ud af vort Hjertes Guld vi spinde den,
Og nye Tene kommer der igjen,
Derfor ei spar,
Spind, hvad du har,
Der kommer atter nye Studenter.
Ja, vi har Sommer, ja, vi kan nok,
Og vi har evigt Sang og Løier,
Og kom end Ravne i saadan Flok,
At mørk blev Marken, som vi pløier,
Saa vil vi døve dem med Stemmens Klang,
Thi vi fik Stemmer fra det Chor, som sang
Høit over Jord,
Dengang sit Spor
Den første Vaar lod der tilbage.