C.N. Rosenkilde (1786–1861)

Der er vist endnu mangen Præst og Embedsmand i Landet, som, naar han tænker paa sine Barndomsaar i Latinskolen i S—, erindrer sig den herlige gamle Fyr, den muntre, skikkelige og utrættelig tjenstagtige Albert Perse, egentlig Muursvend, om jeg ikke tager feil, men ellers ogsaa Snedker, Uhrmager, Smed, Gjortler, Duekræmmer, Fuglefænger, Blomsterelsker, Gartner, Claveerstemmer, Spillemand, Maler, Dreier, Bøssemager og alleslags — hele Byens Raadgiver og Nødhjælper i tusinde Tilfælde, Latinskolens Ven og trofaste Allierede i paakommende vanskelige Affairer. Det er ikke muligt, at Nogen kan have glemt Albert, som blot een Gang har søgt til ham, for at høre hans Raad i Dueslags-Anliggender, eller om Blomster, eller for at faae sit Pusterør eller sin Flitsbue gjort istand. Hvo i Alverden, som ikke i dens mangehaande Færdsel og Tumlen aldeles har faaet sin Barndoms friske Morgenskjær fordunklet, alt dens Blomsterstøv vidsket af, hvert lille Blad krøllet og krammet til, skulde ikke med venlig Glæde tænke paa Albert?

        Er der Nogen af Eder, hvor I end ere henne i Verden, der ikke husker ham, den lange, magre Mand, med det aabne, muntre Aasyn, naar han stod i sin Dør — den tredie paa venstre Haand i Gryden, ligeoverfor Posten, og tittede i Veiret og plirede mod Solen, idet han saae op i Luften efter Duerne; eller naar han sommetider stod midt ude paa Gaden og slog sin hvide Nathue i Veiret efter dem og raabte: „Nei, see til Skorsteensfeieren, om han kan lade Greiseren være! O nei, see Masikken; see bare til Masikken, hvor hun tumler. Kan han see; hun kan tumle sig! Det kalder jeg en Tumling! O, see Rødgreiseren! aa! hille mit Knaphul! see bare hvor han skjærer i Sky! Hurra! sikken Due! Der er, Degnen komme efter mig, ikke Mage til Due i disse nordlige Lænder! det er der ikke! naar der er det, saa giver jeg et Fad Rum!“

        Albert gav sig gjerne af med lidt Vittighed og lidt Ordspil imellem. Kan I huske ham, hvor han gottede sig, naar han kunde narre os til at gaae hjem med svære Regninger — lydende paa: 2—3—4 Rigsæbler (istedetfor Rigsdaler) for reparerede Pusterør eller Flitsbuer eller sammenlimede og istandsatte Fuglebure; han lod som om han slet ikke vilde levere noget ud, før han var bleven betalt, og hvor han kunde lee, naar vi saa kom tilbage; især naar vi vare, eller lode som vi vare slukørede ved at være fixerede af ham.

Men han kunde ogsaa bande, skjænde og straffe. Du Thomas Pære, du kan vist huske, hvor han holdt en ordentlig Straffeprædiken for Dig, da Du havde staaet i hans Loftsluge og blæst Magisterens Paryk fuld af vaade Leerkugler. Du fik ikke din brillant udsyede Bold, som var kastet ind i hans Have, førend Du var krøben til Korset og havde bedet Magisteren om Forladelse. Der var mange rare Løier at fortælle om Albert, men jeg kan huske Noget om ham, som er meget bedre end Løier, Noget mere værd at erindre sig, end hans originale og morsomme Væsen og Indfald; det er egentlig det, hvorfor jeg fik i Sinde at fortælle lidt om ham her.

        Det var et fromt, elskeligt Gemyt, den Albert, og han var ogsaa afholdt af alle Mennesker. Hvor han hang ved sin vakkre Kone og sine to Børn — Christian og Juliane — med sin hele Sjæl! Og hvor net og ordentlig de sloge sig igjennem. De syntes aldrig at trænge til Nogen. Alle trængte til dem. Konen var, som en ferm Kogekone og udmærket Fiinsyerske, paa sin Side ligesaa søgt som Manden.

        Ved Professoren, W—s, Yndest og Hjælp var Alberts Søn, Christian, kommen i Latinskolen for sine sjeldne gode Anlægs Skyld, og han gjorde sine Forældre baade Ære og Glæde der. De vare ganske stolte af den Dreng. Det var deiligt at see Faderen paa Gaden staae og hvile eller sprætte ud paa et Huus, naar En af Herrerne saa kunde komme og give sig i Snak med ham om Drengen. Man maatte fryde sig ved at see ham staae der med Øine straalende af Glæde, Kalkkosten i Munden, Høvl i den ene Haand og Muurskeen i den anden. Alting loe paa ham. Forresten — det var en lystig, munter Mand, og som Mange saadan hen i Veiret kaldte ham, „Mester Mangearm,“ — god Fyr — ja, det var han, og en ringe Mand i udvortes Vilkaar, som sagt; men, dersom Nogen af hans Æt, senere hen i Tiden engang, skulde gjøre sig værdig til at optages i Adelstanden, saa skal han regne sin Stamtavle fra Albert Muursvend. Nu skal jeg fortælle hvorfor.

        Det var 1801 tidlig paa Foraaret, da flere af Alberts gode Venner og Naboer sagde: at han og Konen vist maatte have Noget paa Sinde, der trykkede dem haardt. Hvo der kjendte det Par Folk, kunde let mærke det; og det tog til Dag for Dag. Der var tilstødt dem adskillige Uheld. Paa et Bondebal, hvor Albert spillede — thi naar det skulde være rigtig rart, saa maatte man have ham — der smed den tykke Postmester sig paa hans Violin; den gik i hundrede Stykker. To Par Krøpduer aad Ilderen paa een eneste Nat, og de vare solgte til en Provst. Dueslaget og et stort Stykke af Plankeværket om hans lille Have blæste om. Konen laae syg, og kunde hverken leve eller døe. Alt dette var betydeligt og slemt nok for Smaafolk som Perses; men — som man kjendte dem, vidste man godt, det var ikke Aarsagen til deres Bekymringer, der fik saadan Overhaand, især over Albert, at han om Aftenen inde hos Conferenceraadindens sad og smurte sin Bue i et Stykke Smørrebrød istedetfor paa Harpixet. Albert grublede og spekulerede. Naar Nogen spurgte: hvad der var i Veien, saa svarede han: „Aa, inte meget just saadan; jeg er ikke rigtig — jeg veed ikke selv!“ — Men Tingen var den: Christians Confirmation stundede til, og Forældrene vidste ikke deres levende Raad til at skaffe Drengen en anstændig Confirmationsklædning. Han var paa øverste Part i 3die Lectie allerede, og saadan en flink Dreng som det var, skulde han ikke være andre skikkelige Folks Børn lig?

        „Jeg veed saamæn ikke, hvad vi skal gribe til med Christian, Marie,“ sagde Albert en Dag til sin Kone, „for jeg seer ingen Udvei til den Ting ikke. Det gjør mig saa ondt at tænke paa, at Drengen maaskee kan gaae og gruble her paa den samme Ting, og saa er jo hans Tanker anderledes, end de bør være for en Confirmand. Børn ere jo dog Børn, hvordan det gaaer. Jeg veed

nok, at dengang jeg stod, da havde min Moder faaet et Par Skjægs Buxer af en Madame til mig, og faaet dem syet om; og der havde den Djævels Skræder gaaet hen og vendt det ene Forlaar forkeert, Skjægget opad. Hvor meget jeg saa stred med mig selv, da jeg kom paa Kirkegulvet, saa husker jeg nok, at min Andægtighed, den var nær reent forgaaet over det samme. For jeg saae ud ligesom en halv Slave.“ — „Veed Du hvad, Albert,“ sagde Konen, „om Du gik op til Andres Hansen?“ — „Og tog noget Klæde — saadan — paa Puf? nei Marie, vor Herre bevare mig. Gjeld, det kan ikke hjælpe; for begynde vi at gjøre Gjeld, saa veed jeg, saa viger al Lykke og Velsignelse reent fra os, for jeg har aldrig i mine Dage skyldt Nogen Noget, ikke saa meget som et Haar i en Børste er værdt. — Gud i Himlen oplade dog eet eneste Raad for os for den rare Drengs Skyld!“ Da lød Byens Tromme paa Gaden. Albert gik ud for at høre hvad den forkyndte: Konen gik i Kjøkkenet. Det var en Fredag, den 20de Marts 1801. Magistraten lod bekjendtgjøre: at dersom Nogen havde Lyst til at tage Tjeneste paa Blokskibene — Fædrelandet truedes med fjendtligt Overfald — saa kunde Enhver, der meldte sig i S— erholde 15 Rbd. strax udbetalt, fri Transport og dobbelt Matros-Tractement o. s. v.

        Albert gik ned i sin Have og spadserede den rundt over tredive Gange. — Derpaa gik han i Byen. Paa Gaden mødte han en Feldbereder fra S—, som leverede ham 21 Rbd. for Hjortehuder, han havde solgt for en Skytte paa Taarnerupgaard. Disse 21 Rbd. tog Albert og gik op med til en Brændeviinsmand, hvor Skytten søgte. Der hørte han, at denne Skytte Natten iforveien var gaaet i en Torvemose og var fundet død der. Albert leverede Pengene til Postmesteren og bad ham besørge dem sendte til Skyttens Søster i Odense. — Derpaa gik han ud og røgtede sine Ærinder, i Byen. To Timer efter kom han hjem, nok saa munter og fornøiet, og sagde til sin Kone: „Hør nu, Marie, nu er jeg slet ikke forknyt mere, for nu har jeg fundet paa Raad. Jeg gaaer nu til Kjøbenhavn i Eftermiddag. Nætterne ere jo deilige lyse; jeg kan være der imorgen Aften. Min Svoger, som nu er i Velstand, er i vitterlig Gjeld til mig. Da han giftede sig med min salig Søster, husker Du jo, da var det, jeg vandt Amben. Jeg deelte med dem og gav dem 33 Rbd. og nyt Træ til en Væv. See nu vil jeg kræve Mit, som en Gjeld, for nu kan han hjælpe mig, og saa skal han hjælpe mig! — Ja, Marie, Du maa ikke raade mig fra det; veed Du en bedre Udvei?“ Marie maatte tilstaae, hun vidste intet Raad. „Naa, saa gaaer jeg, og Du skal see, det lykkes. Han kan jo da ingen reen Kjeltring være.“ Konen kjendte Albert; hun lod ham raade sig selv. Om Eftermiddagen fulgte hun og Børnene Manden et Stykke ud paa Landeveien. Ved Møllen toge de Afsked, Han marscherede af. Tre Dage efter kom et Brev fra S— med 15 Rbd. til Marie Perse. Manden skrev paa det kjærligste; han havde været saa heldig at træffe sammen med Svogeren i en Kro, og han havde strax betalt ham 20 Rbd. ud, men paa det Vilkaar, at han skulde følge med ham til Kjøbenhavn og blive nogle Dage hos ham. Nu skulde hun besørge Klædningen og Hat og Alt til Christian, og ingen Ting bryde sig om: „thi han kunde mærke paa Alting, at Vor Herre nok holdt sin Haand over dem Alle hjemme.“

        Da Marie med Christian gik op til Andres Hansens og tog Klæde ud til ham og betalte det, da undrede Svenden sig over de nye Sedler, alle som de endnu vare lagte sammen paa Banken, efter Nummerne. Han stod og saae paa dem, da en Mand, der havde kjøbt Noget i Boden traadte til, saae ogsaa paa Sedlerne og sagde: „Saadanne 15 Rigsdaler har jeg her i min Tegnebog, dem skal jeg forvare for min Broder, han er gaaet til Blokskibene som femten Rigsdalers Karl.“

        Den stakkels Marie. Hun blev saa bleg, fortalte Bosvenden, som Tørklædet, hun bar om sin Hals, og Christian, der vendte sig om og saae paa hende, gav sig til at skrige: „Aa, Herre Gud, min Moder døer!“ Men Marie døde ikke; hun var af en ægte, stærk Natur. Hun gik over Kirkegaarden hjem, og der græd hun sig ud og knugede Drengen i sine Arme, og sagde: „Christian, din Confirmation kan blive den dyreste i den hele By, om Vor Herre ikke er os naadig!“

        Naboens Kone fortalte, at der var saa stille og taust i Perses Huus alle de Dage.

        Den anden April stod Slaget paa Rheden; det var Skjærtorsdag. Ugen gik hen, Albert kom ikke. Confirmationssøndagens Morgen havde en Arbeidsmand, en tilbagekommen Femtenrigsdalers-Karl, været inde hos Marie og bragt hende en Hilsen fra Albert. Han selv, nemlig Arbeidsmanden, havde staaet paa Toldboden og seet en svær Barkasse komme i Land, med Dræbte og Qvæstede; Iblandt de Sidste var der en Smedesvend der fra Byen, han havde ladet ham kalde til sig og sagt til ham, at saasnart han kom hjem, maatte han gaae til hans Moder og bringe hende hans sidste Farvel, han troede ikke han saae hende mere, og derpaa maatte han bringe Alberts Kone en Hilsen, som han, Smedesvenden, havde lovet hendes Mand at bringe hende, førend den Kugle kom, der rev hans høire Fod af ham; Albert var nemlig faldet omkuld, og havde liggende givet ham dette i Commission; om han havde reist sig igjen, dette var noget, som Smedesvenden ikke kunde sige. Denne Hilsen, som Arbeidsmanden med overdreven Samvittighedsfuldhed bragte, var kun en maadelig Trøst for den stakkels Marie paa den elskede Søns Confirmations-Dag.

        I Kirken saae alle Mennesker med dyb Deeltagelse paa den smukke og velklædte Christian Perse, som stod der paa Kirkegulvet med det blege Ansigt, grædende fra Begyndelsen af Confirmations-Acten, indtil Enden, — og den skjønne reenligtklædte Kone der, lige bag ved ham i Stolen, med det alvorlige, tænksomme og andægtige

Blik, tidt i dyb Sorg hævet op mod Himmelen. Hun rakte undertiden sin høire Haand ud af Stolen og lagde den paa Drengens Skulder; i den venstre holdt hun sin lille Datter, Juliane.

        Da Præsten tog Løftet af Christian Perse, om at han altid vilde blive et godt Menneske, og lagde sin Haand paa hans blondlokkede Hoved, da var det vel en usynlig, hellig Magt, der gjorde, at han just i det Øieblik hævede sine Øine og sit Aasyn opad under Præstens indviende Haand og Bøn, og saae ligehen for sig; hans Øie dvælede ved hans Moder og Søster, og saae derpaa hen mod Kirkedøren. Der stod hans Fader, den gode Albert Perse, lænet op til en Pille. Han stod og saae saa mildt hen paa sin Søn, og foldede sine Hænder sammen som til en Bøn for ham.

        Aarsagen, hvorfor Albert var bleven saa længe bort, var den, at han havde jaget et Søm ind i sin Fod, og derover var han faldet; Smedesvenden havde han givet i Commission at hilse sin Kone, hvis han kom før hjem end han, og dette havde han gjort, førend han faldt om. Han var bleven baaret i Land, saa slemt var Saaret i hans Fod, og han havde maattet holde Sygestuen i nogle Dage, men dette var ogsaa den eneste Skade, han havde faaet.

        Iblandt dem, der i de fjorten Dage denne Begivenhed blev gjennemdrøftet i Byen, især med Strenghed dadlede Albert for det han havde solgt sig for en Klædning til sin Dreng, var Ingen strengere end Postmesteren, til hvem Albert havde leveret de 21 Rigsdaler. „Jeg siger, og jeg paastaaer, det var Dottepinne! overdrevent; det siger jeg, for det var overdrevent. Da den fordrukne Skytte gik i Torvemosen, og ingen Hund kunde gjøe ad de 21 Rigsdaler, og Perses ogsaa i flere Aar har havt Uleilighed nok baade af Skytten og af hans Hest, saa kunde han have laant de 21 med Gud og Æren. — Jeg siger, det var overdrevent.“ Saaledes philosopherede Postmesteren. Men naar Nogen talte til Albert derom, saa sagde han: „Føi for Katten!! skulde jeg stjæle Confirmationsklæder til min egen rare Dreng? Nei — Gud forbarme sig over os Mennesker, at vi da ikke bleve til saadanne Satans Kreature! Nei! Men femten Rigsdalers Karl, det syntes mig var noget, der passede sig godt. Det var ligesaadan for mig, som om det maatte saadan være, for at den velsignede Dreng kunde blive rigtig confirmeret; og at der ikke var nogen stor Ræsikom ved det, det kunde jeg mærke paa mig. — Pas paa ham, I skal see — ikke sandt Christian? Opdragelse har jeg ikke saadan kunnet give Dig, min rare Dreng! men ikke sandt — confirmeret Dig i alt Godt, det har jeg.“

        Efterfølgende kunde maaskee fortjene Plads her som Slutning paa min lille Fortælling. Da jeg for nogle Aar siden læste den for en gammel Ven, saa sagde han: „Ih, men det er jo Christian —s virkelige Confirmations Historie, Du der fortæller for alle Mennesker!“ „O, ja saamæn, det kan jo ogsaa nok være værd at høre.“

        „Veed Du ellers, hvordan den blev Aarsagen til hans største Lykke? Han var Informator hos en Baron i Fyen, og der blev Mennesket slaaet i en Søsterdatter af Baronen. Han har fortalt mig, at da Pigen engang gav ham et Kys i Haven, som Onklen fik at see, saa blev denne uhyre opbragt og foreholdt ham: „hvorledes han turde vove paa Sligt, han — — stakkels Student;“ men saa tog han Mod til sig og sagde: „Jeg er indkaldt til alle mine Examina, og min Fader, som rigtignok kun var Muursvend, var af den ægteste Adel, der findes i Danmark,“ hvorpaa han fortalte sin Barndoms og Confirmations Historie. Baronen, som var en skikkelig Adelsmand, tillod ham at forlove sig med Søsterdatteren.

        Der boer vistnok endnu etsteds i Fyen en Præste-Enke, som veed Besked om denne Historie. Hun vil maaskee finde nogen Trøst i sit Savn, hvis hun læser dette lille Mindeskrift om min Ven, af hans gamle Skolekammerat.