Jeg saa, Du var lidt trist, imens Du sang
til Guitarspil den lille, muntre Vise.
Der kom i Dine Øjne paa engang
et Blik saa sygt af Kummer, Sorg og Trang,
som Toner ikke kunde skænke Lise.
Da tænkte jeg, Dit Liv, vort Liv er trist,
vi nynner sorgfuldt paa en munter Vise
og vandrer fremad hver med vore Brist,
til Døden skiller alle ad tilsidst
og ender vore Haab og skænker Lise.
Lad fare Venskab og Medlidenhed!
vort Inderste, det ejer ingen Venner.
Den følte vel, som med en anden led,
at kun hans egen Smerte dobbelt sved,
Hver staar for sig, mens Hjertet sorgfuldt brænder.
Og Livet vilde det nu engang slig,
at Menneskenes Kaar skal være haarde
Vi vandrer fremad over andres Lig,
og Venskab er kun Vaabenfred i Krig,
Vi hilser tavs og stille med vor Kaarde.