Jeg ved ikke hvor
Men jeg har set den
i tunge, pinefulde Drømme,
den Søjle, som er Verdens Pille.
Jeg skælvede —
Ærefrygt tyngede mig,
hemmelig Rædsel vaagnede.
Grøn og graa af Ælde
stod den i Havet;
Mesterens Haand
havde hugget den,
havde ristet de sære Runer,
som i Kæde slynged sig om den,
glidende opover,
Haand i Haand.
Men disse Runer gemte
alle Verdeners Rædsel.
I deres Furer laa den skjult,
alle Verdeners grufulde Sandhed.
Og de grøngule Vande,
blanke uden Bølger
og dog i Bevægelse —
altid og evig.
De grøngule Vande,
som hvisked og plasked,
plasked og plumped
og slikkede Søjlens Kind,
de var Livets dyndede Kilde.
De grøngule Vande,
som stille smiskende
kyssede Runernes tavse Læber,
de var Livets dyndede Kilde.
Jeg ved ikke hvor.
Men jeg har seet det
i tunge, pinefulde Drømme.