Vers og Dans hører fortrinsvis Ungdommen til, og da jeg besluttede at samle, hvad jeg i Aarenes Løb har skrevet af Digte, tænkte jeg: Det bliver sidste Gang! Det var derfor min Hensigt at medtage alt, hvad der kunde formodes at have Interesse for mine Læsere. Man skal imidlertid intet forsværge! Beskæftiget med de gamle Rim og Rytmer begyndte Versefødderne at røre paa sig. — En Tredjedel af den nu foreliggende Samling er fra de sidste Tider. Dels forat Bogen ikke skulde blive for stor, dels for ikke at bryde en vis — rigtignok meget sammensat — Helhedsstemning, udelod jeg til Gengæld adskillige Digte af ældre Dato, og imellem dem enkelte, der havde erhvervet sig Venner, som har efterlyst dem. — Derfor denne Forklaring!
Et Par gamle Ting har jeg dog medtaget, fordi de syntes mig her at finde deres naturlige Plads, og fordi de har været Genstand for en tiltrængt Bearbejdelse.
H.R.