Den store Messe
Døde Venner tilegnet
Døde Venner tilegnet
Med et opstaar der en Larm i Skoven,
der hvor jeg gaar mellem tavse Graner.
Hvem raaber her? Hvem tør bryde Loven,
forstyrre Granskovens Klostervaner?
Er det en usæl, jeg hører jamre?
En Vanvidslagen? Nej tusind Struber
udstønner Klagen fra mørke Kamre
i dybe ulykkeramte Gruber.
Hvad sker der her? Denne vilde Vaande?
Da faar jeg Svar af et Stænk paa Kinden.
Et Pust slaar mod mig al livfrisk Aande.
Den karske Svalhed i Sus af Vinden.
Det vilde Raab, som opskræmte Øret,
var Fossedrønet. Jeg staar ved Elven
og ser den kaste Dugperlesløret
henover Birkenes sagte Skælven.
Fra Ynglepladsen bag Højderyggen,
fremvælter nyskabte, hvide Masser.
I Lys af Sol og dybt ned i Skyggen
gaar Elven frem gennem snævre Passer.
Den hvirvler Skum og opsprøjter Straaler.
Den splintres i Milliarder Draaber
og er dog Elven, der ensom taaler
imens den raaber, bestandig raaber.
Men dette Brøl, som af tusind Okser
befaler Tavshed ved Skæbnens Trone,
saa selve Stilhedens Stilhed vokser
til det er Tavshed, jeg hører tone.
Bestandig frem ad de samme Veje
i evig Føden og Kraftforøden.
Bestandig lænket til samme Leje.
Bestandig styrtende sig i Døden,
Som den frembrusede i Æoner,
skal den frembruse til Tidens Ende.
Allivets Klager er i dens Toner,
et uafvendeligt Falds Elende.
Men Skumsprøjtperlernes Rislen maner
os, som det viede Vand har vædet.
Lig strenge Munke, de mørke Graner
medlever alt, hvad der sker paa Stedet.
De fulgtes hid med de lyse Birke
en Søsterskare, og er nu kommen
paa Pilgrimsfærd til den store Kirke,
og dvæler grebne ved Helligdommen.
O Jord! Vi hører din Messe toner.
Din Sang, som styrker vort Sind og renser
al Ringhed ud og tilsidst forsoner,
som om den sprængte vor Verdens Grænser.
Som om den vilde vort Liv forsvare,
besværge Skæbnen, aftvætte Brøde
med rastløst Fald for hver Sjæl i Fare;
men stille rindende for de Døde.
Vor søde Søster med Perlesløret
gik yderst ud til den vaade Tue
og bøjer sig over Elveføret,
som Nonnen bøjer sig for vor Frue.
Selv Klippeblokkene gaar tilhaande
som Tempelvagt ved den Stores Messe.
Ak Brødre! Ogsaa vor Søster Nonne,
selv hun har Byrder, hun vil aflæsse.
Vi tynges alle af samme Gaade.
Det altid flygtende, aldrig fundne.
Og faar dog Lys af den samme Naade,
selv Klippeblokken, den haardest bundne.
Den Døde vaagner. Den Vaagne drømmer.
De stille Trær og de stumme Stene
tog mig til Broder, mens Elven strømmer.
Selv jeg blev renset blandt disse Rene.
Paa engang er det, som Fossen tier,
nej ikke tier; men i dens Duren
fremrisler yndige Melodier.
Saaledes messer kun Alnaturen.
I Elvesløret har Solens Lue
nu tændt sit Tegn over stride Vande.
Og Irisglansen i Haabets Bue
er Glorien om Titanens Pande.