Helge Rode (1870–1932)

Da sagde Gud: Det vorde Lys

                        og dermed var det sket.

Den første Glans af Livets Dag,

                        som intet Blik har set.

Og det blev Morgen, det blev Kveld,

                        som Livets Herre vil,

og Dag for Dag fuldbyrdes alt,

                        der hører Livet til.

Og Slægter kom og Slægter gik,

                        som det nu her skal ske.

Og Glædens Dage sank i Sorg,

                        og Fryd stod op af Ve.

Og mangt er sket, som ingen ved,

                        det ligger skjult hos Gud,

og Lys og Mørke skifter end

                        paa et uhørligt Bud.

Vi steg i Magt, vi steg i Glans

                        paa Dagens Babels Taarn,

vi vandred mod den nye Tid,

                        men alt var som tilforn.

Det var vel fuldt af Daarlighed,

                        det, som vi kaldte godt

og det, vi skulde hæge om,

                        det har vor Fod nedtraadt.

Hvad ved vel vi om godt og ondt,

                        og hvorfor vi blev skabt,

vi aad af Kundskabstræets Frugt,

                        da blev den Kundskab tabt.

For hvilken Sjæl kan sige grant,

                        hvad vi har overtraadt,

men alle føler vi for vist,

                        at ingenting var godt.

Vi steg i Glans, vi steg i Magt,

                        vi styred Skæbnens Spil,

vi strakte ud vor Herskerhaand:

                        Nu ske det, som vi vil!

Da rejste sig al Mørkets Magt,

                        lod Dagen vorde sort,

og Stormens vilde Vætter jog

                        ud gennem Helveds Port.

Det var en grum og smilløs Dag,

                        en Dag med vrede Bryn,

med hvasse Tænder sammenbidt

                        og Øjeglimt som Lyn.

Det var en Dag med benhvid Kno,

                        og hver en Muskel spændt. —

Alverdens Skæbne var sat ind,

                        før den Dags Spil var endt.

Saa sort var aldrig nogen Dag,

                        det er dens Nævneord.

Til Mørkets Daad stod Verden op

                        med løftet Arm og svor.

Saa sort var ingen anden Dag,

                        og dog var Dagen stor,

for Mørkets Daad er ikke Løgn

                        og ikke tomme Ord.

Og naar dens Aag blev baaret her

                        og taalt dens Djævleklo,

saa skal den stolte, dræbte Slægt

                        i Evigheden gro.

I Død og Nød og Undergang,

                        fandt vi vor Skæbnes Spor.

Saa sort var ingen anden Dag,

                        og dog var Dagen stor.

For mangt skal ske, som ingen ved,

                        det ligger skjult hos Gud,

og Mulm kan skifte om til Lys

                        paa et uhørligt Bud.

I Lykke eller Undergang,

                        hvordan det nu skal ske?

Saa lad os i den dybe Stund,

                        o Gud, din Sandhed se!

Vi mindes Bogens første Ord

                        med Barnets Stolthedsgys.

Da sagde Gud: Der vorde Lys,

                        og dermed blev der Lys.