Til Glæde, Nordens raske Sønner!
Seer, Evan vores Id belønner:
op! synge Hver som synge kan!
Lad Daaren sig med Griller plage!
Mon han kan Sorgerne forjage
ved Graad og ved at drikke Vand?
Chor. Nej! dertil er han ej istand.
Vort Liv skal ikkun os fornøje;
hvo veed, hvad Skjæbnen vil tilføje,
hvo veed, naar vi skal vandre bort?
See Timer, Dage, Aar forsvinde;
og, naar vi kalde dem til Minde,
selv Snese Aar er saare kort.
Chor. Ja, Brødre! ja, vort Liv er kort.
Men, naar vor Stjerne da nedglider,
og naar den dybt i Vesten sidder,
og naar dens sidste Glimt vi seer:
da skal os dog den Tanke fryde:
„Den smiilte sødt, idet den fly’de,
endskjøndt den smiler ikke meer.”
Chor. O Tanke! o, hvor sød Du er!
O Venner! glemmer derfor ikke
at nyde Glædens Øjeblikke!
De saare hastigt svinde hen.
Fly’e Sorg og hver utidig Klage!
Den Dag, som først er lagt tilbage,
den kommer aldrig meer igjen.
Chor. Skaal for hver Glædens hulde Ven!
Rode.