I Musernes hellige Lund henrykt Jeg sad
Tubaens Klang, og kiælne Harpes Toner Jeg hørte;
Myrthen bæved’, og Pindi Ceder sig rørte.
Luna legte blandt Strengene glad
Sangen steeg i det festlige Stille;
Fortryllende Hellas! min Aand hos dig boe,
Hos dig Jeg mig fri og lyksalig vil troe,
Som klare Bæk, hvis Bølger fra Helikon trille,
Henflyde dens Aar, som moderlig huld Du opdrog —
Da sukkede Jeg, og Hiertet underligt slog
Jeg følte en Længsel en Smerte,
Men kunde ei nævne, hvad Siælen begierte. —
I Rosen-Hegn vankende fri Cypris mig fandt,
Smilte huld, og mig hen til sin Helligdom vinkte;
Druens Saft i de gyldne Bægere blinkte —
Evan glad dem med Ephen omvandt;
Tiden fløi, ved dens flagrende Tomme
Vild, sorgeløs, Latter og Munterhed sad.
Blandt eder, blandt eder, saaledes Jeg bad,
O, Evan! o Cythere! mit Liv Jeg hendrømme,
Chariterne skal min Bane med Blomster bestrøe
Hendysset af dem, i eders Skiød vil Jeg døe —
Da lød fra mit Indre en Stemme,
Som bød mig min vilde Henrykkelse glemme, —
Hen til Philosophens Lycee nærmed’ Jeg mig
Vanked’ taus, ærbødig, under høie Plataner;
Du! som stedse, paa lyse, glimrende Baner,
Fattig var, naar Jeg troede mig riig,
Hierte! Du, som om varige Glæde
Mig stedse paaminder, hiin hellige Fred
Hvis Navn kun Du kiender, men ikke dens Sted,
O! find den her, din Fred, her er Viisdommens Sæde
Og aldrig Jeg skal din salige Helligdom flye,
Som ene formaaer at skiænke Hvile og Ly —
Men Tvil kun og Kløgt man mig lærte,
Forvilded’ min Aand, og ei lægte mit Hierte —
Da Jeg mindes dig min Uskyldigheds Ven
Hæderfuld, og kiøn, som dig min Fader fremviste,
Blid og venlig, som barnlig Læbe dig priiste,
Religion! dig Jeg søgte igien,
Du mit første Suk iled imøde,
Jeg atter med dig fandt min hensvundne Roe
Du Guds Aabenbaring! Du salige Troe!
Som qvæger mig end da, naar Du revser min Brøde
Den barske Philosophs Dyd ei, men Kiærligheds Bud
Ad rolige Veie trygt mig leder til Gud,
En Ven i min Barm nu Jeg fører,
Hvis Stemme paa enlige Stier Jeg hører.
Atter hæver Tuba mig nu ved vældige Klang,
Naar om Heltes Daad fra Oldtids Dage den lyder,
Luthens Tone mig atter Vemod indgyder,
Atter føler Jeg Elskerens Sang;
Fri og dristig Jeg Glæden indlader:
Ved. muntrende Qvad Jeg i vennehuldt Lag
Opklarer den stundom formørkede Dag;
Naturen blid mig smiler, Jeg kiender dens Fader:
Din Aand, o Religion! gyder Ild i min Barm,
Jeg hviler ved Kildens Bred med Harpen i min Arm;
Dens Jubler til Himlene trænge,
Thi Vellyd Du giver til bævende Strænge
J. Rein.