Hvo maler Følelsen med sikker Haand,
Mens heftig i hans Inderste den brænder?
Den sværmende, den glædedrukne Aand
Sin Gienstand knap i Glædens Time kiender.
Viisdommens stille Ven, Erindringen
Hver Glæde fører levende tilbage;
Med blidere, meer sandru Træk igien
Fremstiller den hver Livets svundne Plage.
Erindring! kom, du lede skal min Sang,
Jeg rolig vil i dine Arme segne,
Og atter du skal glæde mig engang,
Hentryllet til min Ungdoms blide Egne.
Hvert varme Suk, som i min Barm opstod,
Blyfærdig Rødme, som paa disse Kinder
Udbredte sig, da jeg mig selv forstod,
Og fandt i Jordens Skiønne kun Gudinder.
Den kielne Lyst, hvori min Siæl henstod,
Den søde Uro, hvori Elskov svæver,
Mit Sværmeri i Lundens tause Skiød,
End ved din Tryllekraft, Erindring! lever.
Med stedse nye og varme Følelser
Jeg sværmed’ om blandt Skiønheds Idealer:
Den Ild er, slukt, den Glimmer svunden er;
Erindring! du er ene den, som maler —
Hvad Under, jeg med vilde Toner qvad!
For deilig var min første Sanggudinde;
Hvorhen jeg saae, hun for mit Øie sad,
Ei Tanker kunde jeg og Ord ei finde.
Saa skiøn for mig, o! aldrig Jorden var,
Saa sødt lød aldrig Fuglens kielne Klage,
Hver Tone af mit Hierte fordred’ Svar,
Min første Sang var derfor Vemods Klage.
Jeg Eders Værd, o Skiønne! føler nu
Som Ven, og ei som brændende Tilbeder.
De svundne Dage kommer jeg ihu,
Og Hiertet slaaer taknemmeligt for Eder;
Jeg var den varme Yngling, og tilbad;
Hiint Sværmeri jeg smilende betragter,
Jeg Eder ærer nu, og jeg er glad;
Kun Lastefulde Eders Kiøn foragter.
Hvo drev mig mægtig frem til virksom Daad,
Og satte Maal for mine vilde Tanker,
Hvo leded’ mig med kloge blide Raad,
Og Følelsen tvang inden Dydens Skranker,
Hvo fulgte mig, saa tidt jeg græd i Løn,
Og gyded’ Lægedom i knuste Hierte?
Hvo viiste mig den tunge Jord som skiøn,
Og at vort Liv er dyrebart, mig lærte?
O! jeg, som var til tidlig Veemod født,
Som saae med mørke Blik i Fremtids Dage,
Hvis Haab forsvandt med Modgangs tunge Stød,
Hvis Glæde var, i Fred at kunne klage;
Mig Mandens Trods, og kolde strænge Færd,
Nedtrykte dybt og dybt i Mismod slængte
Stort var for mig, o Skiønne! Eders Værd,
Til ømme Qvinde-Haand mit Hierte trængte.
Jeg troede engang, Musen mig indbød:
O Daare! sagde jeg, du er bedrager!
Da mig en meer fortrolig Stemme lød,
O elskte Kiøn! da dig min Sang behaged’,
Jeg tvivlte nu ei om mit Digter-Kald,
Stolt blev min Sang, med Eders Bifald kronet,
Og skiøn, ved Eders rene Tonefald;
Og jeg med mig og Verden var forsonet. —
Og derfor denne Harpes sidste Klang,
O Skiønne! lyde skal til Eders Ære.
I Eders Kreds naar jeg min sidste Sang
Nedlægger, eller jeg Eder end skal være;
Ved Eders ædle Spøg og fine Vid
Jeg Savnet skal af Musens Yndest glemme,
Og henrykt tænkte paa min Ungdoms Tid,
Naar I en yngre Digters Sang istemme.
”Kun ved Fornuft beherskes bør vor Jord,
”Min store Lod, mit Herredom blev borte.”
I smile til de Mandens stolte Ord,
Ei med ham om hans Herredømme trette,
Men eget Fortrin dog erkiende I!
Med kiærlig Magt at Jordens Herre føre,
Ved Yndets Baand, ved Ømheds Trylleri.
I herske ved, hans Liv ham blid at giøre. —
Var og Fornuften evig reen og klar,
Og stedse hen til Sandheds Timpel førte,
Den Mandens Eiendom dog aldrig var,
Den ene ham paa Jorden ei tilhørte.
Og Følelsen, o Skiønne! Eders Lod!
Mon mindre den med Himlen er beslægtet?
Den danned tidt, om dydig ei, dog god,
Ham, som, Fornuften selv at følge, nægted’. —
Den taler i ethvert af eders Blik,
Den giver Liv til Eders Yndigheder;
Paa lyse Guddoms Vei I ofte gik,
Ledsagede af denne troe Veileder.
Mens kolde vi den usled Trang og Værd,
Nøiagtigen paa Klogskabs Vægt afveie;
Med himmelsk Ild — o! slien er Eders Færd,
I bringe Trøst til kummerfulde Leie. —
Ja, Skiønne! Eders Prydelse den er,
Men skrækkelig den ofte sig omskifter,
Og Lidenskab er da det Navn, den bar.
Den frygte I! den Eders Fred forgifter,
Den Dydens Morder er og Glædens Skræk,
Den tærer Roserne af Eders Kinder.
Og Eumenidens frygtelige Træk,
Chariten i sin elskte Kreds gienfinder.
O Verdens Haab, o unge Skiønne! Jeg
For Eder vil frembære Verdens Klage:
Blandt Eders Kiøn, o mange vandre ei
Hiin sikkre skiønne Vei, for at behage —
I Eders Barm der er en Barndoms Ven,
Som troligen bortvender alle Farer,
Og Velbehag og Ynde følger den;
Blufærdighed — O! evig den bevarer.
Rein.