Ved Glommens Bred i blide Egne,
Med Blomsterkrands i lokket Haar,
Skiøn, som Naturen kun kan tegne,
Skiøn Signe gik i Ungdoms Vaar;
Som Solens Smiil i Rosenlund
Var Smiil paa purpurrøde Mund.
Men Signe fattig var tillige —
Af elsket Fader øm og huld
At kaldes: gode, ædle Pige,
Var hende meer end Verdens Guld;
Naar hun var mørk, hun spøgte, sang,
Og ham og sig til Glæde tvang.
I Ungdoms Kreds, naar Signe svæved’,
Hver Ynglings Barm af Længsel slog,
Sig Blodet i hans Kinder hæved’,
Og Taushed var hans Hiertes Sprog;
Thi meer end Skiønheds Glands han saae,
Da Uskyld bag hver Mine laae.
Men eensom, taus, i dybe Tanker,
Dog, at han Signe skue kan,
Den rige Hennings Søn omvanker,
En skiøn, og ung, og ædel Mand,
Og venter længselfuld den Stund,
At faae sin Dom af hendes Mund.
Hun kommer. Milde Zephir spøger
Med brune Lokker; han vil flye,
Flye hende, som hans Hierte søger,
Men vender sig igien paa nye.
„O!” — siger han; ei kan han meer —
„O Signe! Du mit Hierte seer —
Ja, Signe saae hans heele Hierte
Med udulgt Glæde hun det saae,
Og hendes Suk og Taushed lærte
Ham snart sin Lykke at forstaae.
De elskede, de glade To,
Og gav hinanden Haand og Troe.
O! Uskylds Alder, naar du leger
Tryg i Naturens hulde Skiød,
Og fryder dig om Elskovs Bæger,
Du drømmer ei om Jordens Nød,
Ei Fordom, ikke Guld og Magt,
Som paa Naturen Baand har lagt.
Mens Glædens blide Straale lyser
Fra Eyvins glade Aasyn frem,
Af Bitterhed hans Fader fnyser
Hovmodig i sit rige Hiem.
„Skal fattig Møe vel bryste med
„Min Rigdom, og belee min Sveed?
Grumt tordner han sin Søn i Møde:
„O lave Usling! frygt min Haand;
„Du hendes Børn skal see at bløde,
„Og snart; thi bryd et skiændigt Baand.
„Et Ord, en Mine kun, saa skiælv,
„Jeg dit Farvel vil bringe selv.
Han til den Skiønne sig forføier,
Forkynder hende barsk sin Dom,
Og under mordisk Haan nedbøier;
Hun hører ham, forvirret, stum,
Og frygter ei hans Haan, ei Død,
Men saaret Elskovs Taare flød.
Bedrøvet Eyvin, skilt fra hende,
Til hendes Hiem kun stiaalne Blik
Og tomme Ønsker tør udsende;
Tidt hen til næste Høi han gik,
Og fiern i Dalen Røgen saae
Fra hendes Boelig tung opstaae.
Ei Signe meer blandt Skiønne troner;
Nei, eensom gaaer hun, og forladt;
Og af sin Luur tidt Sørgetoner
Fremtvinger til den stumme Nat.
Min Eyvin kan, hun tænkte saa,
Maaskee dem høre og forstaae.
Om gylden Eng og rige Ager
Saa gaaer en Landmand glad og mild;
Et Mulm opstiger, Tordnen brager
Med Slag paa Slag, og Ild paa Ild;
Et Skyebrud, mellem Jammers Lyd,
Omstyrter alt hans Haab og Fryd.
Sin Sorg kan Eyvin meer ei bære,
H is Hierte leder efter Raad —
„Skal jeg min Ungdoms Kraft fortære,
„Som Riigdoms Træl, med Qvindegraad —
„Nei, aabne mig dit Favn, o Hav!
„Viis mig min Lykke, eller Grav” —
Som Lyn den Tanke paa ham falder,
Som om en Guddoms Vink det er;
Paa Fædres Egn han Fred nedkalder
Fra Gud, thi Signe lever der.
Han flyer sin Faders Hiem med Iil,
Og levner ham sin Skat og Tvil.
Sit Hierte dog han først udgyder
I prøvet, trofast Vennebarm —
„Ei Signe mit Farvel jeg byder;
„Aarvaagen er min Faders Harm.
„Gak du, min Ven! til Signe siig,
„At hendes Billed følger mig.
„Siig, at jeg denne Egn forlader,
„Af Haab, og Fred, og Tillid fuld,
„At eengang, langt fra grusom Fader,
„Lyksalige ved mindre Guld,
„Men vundet ved min egen Flid,
„Vi glemme skal vor Modgangs Tid” —
Til vilde, ubekiendte Bølge
Sig uden Frygt han nu betroer;
Ham Raskhed, Mod, og Snildhed følge,
Han hidser Seil, og styrer Roer;
Paa endeløs Svælg udregner Vei,
Selv Nattens Mulm ham daarer ei.
Hver Vinding ham til Glæde kalder;
Han seer sig Signe mere nær.
Naar tunge Mismod paa ham falder,
Tilstede hendes Billed er,
Og giver Kraft til trætte Arm,
Og vækker Haabet i hans Barm.
Møisommelig hans Fader søger —
En Angers Taare stundom faldt;
Hans Tvivl til Vished sig forøger,
Og uden Søn han troer sig alt.
Dog — hvad har Verden, tænker han,
For den, som Riigdom haane kan?
Men intet Glimt af Haab sig trænger
Til Signes ømme, bange Bryst;
Sig Dag og søvnløs Nat forlænger,
Hun skiuler sig for Glædens Røst;
At skaane hun end ei formaar
For Qval sin Faders sølvgraae Haar.
Sit gamle matte Hoved hælder
Han tidt i Aftenskumringen
Til hendes Barm, og Taarer fælder;
Giv, beder han, giv mig igien
Min Signe, munter, som hun var!
Jeg intet meer paa Jorden har.
Fem sekellange Aar henrunde,
Og ingen Trøst den Skiønne har,
Og Eng, og Dal, og svale Lunde,
Naturens Milde, hende var
Hvad blødest Leie er for den,
Som seent af Sygdom tæres hen.
Dog tidt, med vellystblandet Smerte,
Hun vandrer til det kiære Sted,
Hvor hun ham skiænkte Haand og Hierte
Med Tabet af sin fordums Fred,
Der knæler hun for Uskylds Gud,
Og drømmer sig som Eyvins Brud.
Ak! hendes sidste Trøst forsvinder —
Hun eier ingen Fader meer!
Hans sidste Blik paa hendes Kinder
Den sidste Rose falme seer;
Med Dydens Glands, men ei dens Fred,
I tause Grav han segner ned.
„Hvi vil jeg — siger hun — omsvæve
„I dette frygtelige Hegn?
„Nei, dig, min Eyvin! vil jeg kræve
„Af hvert et Land, af hver en Egn;
„Fra Strand til Strand, fra Havn til Havn
„Jeg vil udhyle Eyvins Navn.
„O elskte Fader! du nedsende —
„— Du skuer end din Datters Graad —
„Den Trøst, du før ei nægted’ hende,
„Meer virksom Trøst, og Haab, og Raad” —
Saa ved sin Faders Grav hun bad,
Og reiste, trøstet, om ei glad.
Hun vandrer, standser, sig forvilder,
Og finder Medynk, hvor hun gaaer;
Selv Haardhed sine Træk formilder,
Naar i sin Ynde hun fremstaaer,
Og Frækhed vover ei en Lyd
Ved Synet af forfulgte Dyd.
Ei kan hun elskte Brudgom finde;
Hun nævner for enhver hans Navn,
Afmaler ham, som Elskerinde,
Og Taarer tolke hendes Savn;
Og hver med klygtig Spaadom vil
Fremtrylle hendes Haab og Smiil.
En Aften, mat af lange Leden,
Hun segner ned, og alt er tyst;
Hun seer et meer end jordisk Eden
At aabne sig mod Havets Kyst;
Den blide Himmel smiler ned,
Og Jordens Børn tilhvisker Fred.
Sig hist en liden Boelig hæver,
Ny fuld af Ynde, uden Pral;
En sølvklar Bæk forved den bæver,
Bagved er skovbekrandset Dal,
Den vidner om sin Eiers Smag
Og ædle Flid og Velbehag.
Hun seer den, sukker, og udbryder:
„Hæld dig, du Fredens stille Boe!
„Og Hæld den Eier, som dig pryder;
„Løn ham igien med Hiertets Roe —
„Kun dig, du yndefulde Sted —
„O søde Drøm! og Eyvin med —
„Hvor vilde da min Tid henslyde
„I Glædens Strøm — hvor lykkelig
„Blot ved min Eyvin at adlyde!
„Jeg vilde sige saa til dig:
„Du voved’ alt for Signe, du,
„For dig jeg vil arbeide nu.
„Og hver en Dag en nyfødt Glæde
„Jeg vilde gyde i din Barm;
„Jeg skulde see de elskte Spæde
„At smile paa din Fader-Arm,
„Fortælle dem, hvor god du er,
„Og giøre dig dit Hiem saa kiær —
„Jeg sværmer — Jeg Ulykkelige!
„Du aldrig meer skal see igien,
„Ak! aldrig din forladte Pige,
„Som har paa Jorden ingen Ven,
„Og, snart af Graad og Kummer mat,
„Skal i en Afkrog døe forladt!
„Ak! du maaskee i Lænker bæver
„Uynket i barbarisk Land!
„Maaskee den Himmel, mig omsvæver,
„Dig udstrakt seer paa nøgne Strand —
„Hvad, Eyvin! eller lever du,
„Og kommer Signe ei ihu?
„Dog nei — min grumme Mistroe feiler;
„Til Døden han mig troefast er.
„Hist glider frem den stolte Seiler;
„O hvad! maaskee han findes der!
„Hvorledes skal han høre mig,
„Og kiende mine Glædeskrig?”
Sit Løb hun hen ad Søen tager,
Men standser hastig paa sin Vei,
Og sin Vildfarelse beklager,
Men dog tilbage vender ei;
Hun nærmer sig hiin Boelig meer,
Og staaer, og hver dens Ynde seer.
End mere Synet hende rører,
Og hendes Pulsser fængsles der,
Da pludselig en Røst hun hører,
Og kommer den alt mere nær;
En Mand bag tætte Hæk det var,
Som nys et Træe henplantet har.
„O du — saa hørte hun ham sige —
„Med denne Haand jeg planted’ dig;
„I Skiønhed du, i Alder stige!
„Vox, trives, see mig lykkelig!
„Breed venligen din Skygge ud,
„Naar jeg omfavner her min Brud!
„Ak! lever hun! paa Elskovs Vinger
„Jeg flyve vil i hendes Favn —
„Dog nei — hvo lønligt Budskab bringer?
„Hvo hvisker hende Eyvins Navn?
„Hvo bringer hende, ukiendt, tyst,
„Hid til min Boelig, til mit Bryst?
„Naar, Signe! skal jeg see dig pryde
„Det Hiem, som kiøbtes ved min Flid?
„Naar skal vor Taare sammenflyde!
„O! lange, tunge Ventetid.....”
Han hører Lyd af raske Fied,
Og Signe styrter for ham ned.
O! hvo er den, som meer fremsiger?
Hvo maler Glædens store Stund!
Selv Musen taus tilbage viger,
Hun ikkun seer, hun føler kun —
Ei Udtryk, Tanker ei, de fandt,
Og Jord og Himmel for dem svandt.
Rein.