Dybt i Havets Skjød paa Demantsæde
Troner Nøkken i glimrende Sal,
Nattens Døttre Mørket som et Klæde
Spænde højt over Bjerg og Dal.
Kvælden herlig staaer i sorte Højtidspryd;
Nær og fjern ej nogen Susen eller Lyd
Vover at forstyrre Egnens Ro,
Naar Havkongen ud af gyldne Borg mon gaae.
Gynge frem paa den klare Sø,
Harpens Toner klinge sørgeligen
Søge fjerne Bølger der at dø,
Skjøndt han gjennem Mørket spejder Himmelen,
Ingen Stjerne trøster Havets Konning end;
Og Nøkken saa sin Sorg paa Harpen slaar:
„Klareste blandt Stjerner! o hvi sviger
„Du mig i Skumringens dunkle Stund?
„Du som før, den yndigste blandt Piger,
„Var min Brud udi Havets Bund,
„Og, naar Hjertet svulmed ved ømme Harpeslag,
„Løb saa skjøn og bly med tryllende Behag
„Mod min Barm i den svale Flod,
„At Guldharpen’ stum paa Voven stod.
„Ak! dig Odin bød højt over Jorden
„Evig straale fra Gimils Favn.
„Øder med sin Harpe ensom vorden
„Har nu blot dit Billede dit Navn;
„Dog en Gang naar Midgaardsormen rejser sig,
„Guder fældes, Alt forløses, da hos dig
„Skal jeg atter paa Bølgen blaa
„For nye Verdener Guldharpen slaae.”
Saa han klaged’, men ved Himmelranden
Freja huldt gjennem Natten leer,
Evig paa den guldbestrødte Stranden
Sine Taarer hun glindse seer,
Og sin Ven paa Havet hilser hun saa mild;
Voven spejler frygtsom Elskerindens Ild,
Da høres Nøkken paa Bølgen hin blaa
Saa gladelig sin gyldne Harpe slaae.
Nattens Møer alle Stjerner klare
Gaae til Dands udi natlig Færd,
Naar de klingende Sølvtoner fare
Over Stranden fra Skjer til Skjer;
Men naar blodig Dagens Drot i Østen staaer,
Bleg og frygtsom da den blide Stjerne gaaer;
Sørgelig Afsked blinker hun ned,
Og Guldharpen, ak! den tier derved.