57. Den danske Bonde
Som: Vi Sømænd gjør ej mange Ord.
Som: Vi Sømænd gjør ej mange Ord.
Den danske Bonde sad en Gang
som Herre paa sit Eje;
selvgiven Lov han lød, men Tvang
han ej sin Hals lod neje;
han værgede som Kæmpe bold
sit Land og egen Bo mod Vold
og løftede den Drot paa Skjold,
som Riget skulde raade.
Da kom en Tid, hvor Fogdens Pisk
hans Ryg i Furer pløjed’;
da Sult og Nød sad ved hans Disk
og Trællesind ham højed’;
da han sled Dagen hen i Ægt,
og Sløvhed letted’ Aagets Vægt;
de sidste Skud af denne Slægt
var dem, der løb fra Kjøge.
Thi sildig bredte Kundskabs Dag
sig over Nordens Lande;
da lysned’ det bag Bondens Tag,
da klaredes hans Pande,
da retted’ han sin Ryg igjen
og kasted’ rustne Lænker hen
og tog nu Plads blandt Danemænd,
som flokkedes paa Tinge.
Den danske Bonde sidder nu
i Folkets Raad med Ære;
med Skulder stærk og trofast Hu
han skal vor Frihed bære!
Han har ej svigtet, da det kneb:
Ved Frederits og Isted skrev
han selv med Blod sit Adelsbrev,
og hædret skal han være.