Hiin Bygning hist til Skyen naaer,
Og fast som Dovrefield den staaer;
Skiøndt rundt omkring den Lynet tindrer,
Som støbt af Malm, den Lynet hindrer
At tænde; men den luer selv:
En farveblandet Straaleelv
Udvælder af dens blanke Sider,
Naar Maanen taus forbi den glider.
Ved Morgenrødens første Skier
Auroras hulde Speil den er;
Den, som en Himlens Straffelue,
Et stivnet Ildhav er at skue
I Solens fulde Middagsglands;
Ved Midnatstimens Dødningdands
Den truende sin Kuppel hæver,
Hver Nidding flyer forbi — og bæver.
Ved sidste Glimt af svundne Dag
Gienlyde Nattergalens Slag
I Bygningens de høie Haller. —
I Nattens Mulm et Gienfærd raller,
Og Maanen flyer, og Siælens Fred. —
Men Lasten døer — til Kuplen ned
Sig hellig Fromheds Engel svinger,
Og dækker den med sine Vinger.
Hver skyldfri Pige, følsom Mand,
Hvis Kiærlighed er huld og sand,
I Hallens svale Skygger knæle.
Henrykkelsen i deres Siæle
Forhøies her ved Englesang.
Hvad fromt de ønskte mangen Gang,
Hvad taust de tænkte, dybt sig rørte
I deres Siæle, her de hørte.
Hver Konstnerven, hvis Siæl er fri,
Der mandig stærk gaaer dem forbi,
Som med en feig utidig Iver
Melpomene sin Dolk frariver,
Forbauset seer det stolte Værk,
Hiin Bygning, som saa luun og stærk
Sig høit i Himlens Hvælving taber,
Og taus beundrer han dens Skaber.
Og Konstneren, o Held ham, Held!
Ifald han finder Veien vel,
Naar i de store Buegange,
Og i de Labyrinther mange,
Møisommelig han vanker om.
Held ham, om han til Maalet kom,
Og fandt den store Plan, hvorefter
Alt bygdes op med Guddomskræfter.
Hiin Bygning reiste Shakspeare hist
I Bretland. Nu han siunger vist
I Himlens Borg; men Vise kvæde
Hans Sang paa ny, og Ædle græde.
Et Snirkelværk kan hist og her
Vel skæres bort — det Hele er
Et skiønt, et stort, et varigt Minde,
Der vil see tusind Sekler svinde.
N. Petersen.