Du muntre Unge, som endnu
Kan føle Dydens Lyst!
Med aabent Hierte høre du
Den unge Bardes Røst! —
Lund.
Af Nattens fæle Mulm omgivet,
Omspændt af mørke Ængstelser,
For Døden bange, kied af Livet,
Jeg haabløs, eene sidder her —
Ei Søvnen qvægsom Roe mig skienker,
Forfulgt af Nag, jeg angstfuld tænker
Paa hvad jeg var, og hvad jeg er.
O Tid, saa frie for Sorg og Møie,
Min Barndoms Tid! — hvi svandt du hen?
Da hæved’ sig mit klare Øie
Med Uskylds Fryd mod Himmelen!
Jeg let og froe min Vei fremiilte —
Og hvor jeg saae, at Glæden smiilte
Jeg følte, nød og signed’ den.
Hvor reent, hvor sorgfrit var mit Hierte,
Da ved min ømme Moders Haand
Jeg Godheds Gud at kiende lærte,
Og elske ham med barnlig Aand!
Da svor jeg Dyden troe at blive,
Og aldrig, aldrig mig løsrive
Fra Uskylds lette Rosenbaand.
End mindes jeg — o! kan jeg glemme
Den skiønne Dag, da kierlig lød
Min fromme Lærers Faderstemme:
“Elsk Dyden, Yngling! til din Død!”
Min Taare randt; høit slog mit Hierte;
Og glad jeg svor: I Lyst og Smerte,
“Jeg elsker Dyden til min Død!”
I svandt, o blide, skyldfrie Dage!
Hvi svandt ei Eders Minde med?
Ak! det fordobler kun min Plage
Her i min skumle Eensomhed!
Og tifold bittert jeg begræder
Min Uskylds Tab, de svundne Glæder,
Min Brøde, min Elendighed.
Til fierne Egn jeg snart heniilte,
Da kom en Yngling til mig hen,
Han greb min Haand, og kierlig smiilte:
“Til Glæde skabtes du, o Ven!
“Nu, mens dit Blod har Ungdoms Varme,
“Ved fyldte Glas, i Pigers Arme
“Du nyde og meddeele den!”
Jeg hørte ham, og skialv tilbage:
End mindtes jeg min Lærers Bud,
Jeg tænkte paa min Barndoms Dage,
Og paa min Moder, og paa Gud: —
Mit Hierte end for Dyden brændte
Dets Svaghed jeg dog ikke kiendte;
Mat Luen var; snart gik den ud.
Den sluktes — ak! — og Glæden flyede
I Uskylds Fied med Iil fra mig;
Min Lyst, min Idræt var at nyde,
Men aldrig var jeg lykkelig,
De Dage svandt — og Mindet saarer;
Forladtes hede, tunge Taarer
End martrende forfølge mig.
Hvad har jeg Arme nu tilbage
For al den Lyst, jeg engang nød?
Kun Mindet om de spildte Dage,
Og om den Eed, jeg troløs brød;
Forførtes Raab til Verdens Dommer,
Og Tanken: at den engang kommer,
Den fæle, rædselfulde Død.
O Moder! som i Fredens Bolig
Alt nyder prøvet Fromheds Løn,
Du slumred’ hen saa glad og rolig,
Og bad i Døden for din Søn:
“Han var min Trøst, mit Alt i Live,
“Han skyldfrie og lyksalig blive!”
Ak Vee! — forgiæves var din Bøn.
O! see medynksom fra det Høie
Paa din forladte Vilhelm ned!
Ei tindrer meer hans klare Øie
Af barnlig reen Uskyldighed;
Slukt er dets Ild, og Kinden blegner,
I Gravens Hule snart jeg segner,
Alt staaer jeg ved dens skumle Bred!
Ak! om i denne Nat jeg døde;
I Nat for Herrens Throne stod!
Og alle, iiled’ mig i møde,
De, jeg mishandled’ og fortrød:
Om, Hanna! du din Stemme hæved’
Og af din Uskylds Morder kræved’
Dit og din skyldfrie Spædes Blod! —
O Vee mig, Vee mig, Vee mig Arme!
Selv Haabet svandt for evig hen —
Hvo vil, hvo kan sig mild forbarme?
Paa Jorden har jeg ingen Ven!
Og tør jeg Hielp fra Himlen haabe?
Tør jeg om Roe og Trøst anraabe
Dig, Uskylds Hævner, Dydens Ven! —
Alt Nattens fæle Mulm forsvinder,
Alt Morgenrøden viser sig;
Snart Solen blid og klar oprinder —
Den straaler ikke meer for mig.
Ved Nat, ved Dag af Qval omgivet,
For Døden bange, kied af Livet,
Jeg var — jeg er ulykkelig!
Pavels.
