Op, Brødre! Timen lyder —
den lyder sidste Gang:
Et Aar forsvandt — udbryder
i festlig Afskedssang!
Blandt fjerne Oldtids Dage
det svandt; vi staae tilbage:
:|: Vi Smerter leed, vi Glæder nød,
og nærmed’ os til Gravens Skjød. :|:
Bevinget Tiden iler;
Hvo har den Grændser sat?
Den blomstrer, ældes, hviler
i evig Glemsels Nat.
Knap stamme dunkle Skrifter
om Fædrenes Bedrivter;
:|: og Skjønhed, Rigdom, Magt med den
i Mulm og Taushed synke hen. :|:
Her hilste vi med Glæde
det Aar, som nys forsvandt;
ak! løsnet er den Kjæde,
som os da sammenbandt:
Vi Venner saae henile;
de gik — de gik til Hvile.
:|: De var blandt os — de er ei mere;
Fred hvile over deres Leer! :|:
Maaskee og vi forlade
vor Bane dette Aar;
tidt visner Træets Blade
endog i faure Vaar;
tidt Døden os paakalder
i fyrig Ungdoms Alder;
:|: og den, som vandrer her igjen,
med Taarer tænker paa sin Ven. :|:
Kun ædel Daad betrygger
mod Dødens Bitterhed.
I Gravens tause Skygger
Algodhed vinker Fred.
Vi nyde, frie for Kummer,
en let og salig Slummer;
:|: snart vækkes vi, ved Almagts Bud,
til evig Salighed, hos Gud. :|:
Lad Afskedstaaren rinde:
Er’ vi kun Dyden troe,
i Livet Fryd vi finde,
og end i Døden Roe.
Her maae vi adskilt vandre;
hist møde vi hverandre.
:|: Aftør Din Graad, min Ven! vær glad!
For evig vi ei skilles ad. :|:
Pavels.