Ei synger jeg min Barndoms svundne Dage,
Og ei beklager jeg, at de svandt hen;
Med Lyst jeg tænker tit paa dem tilbage,
Men dog jeg ønsker ei, de kom igien.
Jeg mindes tit min Ungdom; og den Smerte,
Den bittre Qval, jeg fordum stædtes i.
Og fyrigt hæver sig mit glade Hierte
Ved Tanken at den Tid er nu forbi. —
Den er forbi! — og høit min Lovsang lyder
Til ham, hvis Godhed gav mig bedre Kaar;
Det Øieblik, jeg har, med Lyst jeg nyder
Og bæver ei for det, som forestaaer.
Samvittighedens Røst mig ei anklager;
Med Venner Haand i Haand paa Livets Vei
Jeg vandrer, frie fra Sygdom, Sorg og Plager,
Og mere ønsker — meer attraaer jeg ei!
Tit naar Naturens Taushed mig indvier
Til stille og alvorlig Tænksomhed,
Da trylles jeg af blide Phantasier,
Af Haab om kommende Lyksalighed.
O! Phantasie! den Salighed, du skaber,
Er kun en Drøm, men denne Drøm er sød;
Naar Livets sande Fryd sig engang taber,
Du minder om det Held, vi fordum nød:
Du styrker Haabet om fornyet Glæde;
Du dæmper trøstløs Smertes Klagelyd;
End hos den døende er du tilstæde
Med lyse Billeder om Himlens Fryd;
Og mig, velgiørende og mild du viser
Et Held, som — aldrig jeg maaskee opnaaer,
Men selv i Haabet jeg mig salig priser,
Og bytted’ det ei bort mod Fyrsters Kaar. —
Naar jeg, som Brødres Lærer og Veileder,
Ved Sandheds Lys dem engang fører frem
Igiennem Livets Torne til de Glæder
Som hist hos Godheds Gud beredes dem,
Naar langt fra vilde Leeg af frække Daarer,
Som synge Lasten, og dens Dyrkers Held,
Jeg glad aftørrer Brødres Veemodstaarer,
Og føler, det er sødt, at giøre vel;
Naar hist en fyrig Yngling froe erkiender,
Han ved mit Raad blev glad og lykkelig,
Og da mod Himlen hæver sine Hænder
Med Glædes Taarer, og velsigner mig;
Naar ved en Vens, en kierlig Mages Side,
Ustyrret af Bevidstheds bittre Nag,
Jeg seer min Tid i nøisom Fred henglide,
Saa skiøn og yndig, som en Foraarsdag;
Naar da engang mig Aftenrøden minder,
At jeg skal lægge ned min Vandrestav;
Og naar fra mange Godes Øine rinder
En kierlig Afskeedstaare paa min Grav;
O Held mig da! — ei alle Jordens Skatte,
Ei Hæderstegn, ei Mængdens Bifaldsraab,
Ei Sandsers Vellyst kunde mig erstatte
Dit tunge Savn, o himmelsendte Haab!
Din lyse Fakkel stedse mig ledsage
Saa herlig, saa velgiørende som nu!
Du skaber Lys i Modgangs Vinterdage,
Og Glædens Foraar selv forskiønner du.
Og naar det sidste Glimt af jordisk Glæde
I Dødens store Time slukkes ud!
Veiledt af dig, jeg roelig skal fremtræde,
Og vente Salighed hos Naadens Gud.