Hvor Boulevardens Vrimmel tættest bølger
Til en forvirret Støj af Toners Klang,
Hvor Armod tit sin bitre Taare dølger,
Imens den søger Brød ved munter Sang, —
Der staaer en Pog, som fra Savojens Dale
Drog til Paris med sin Fiol og Stav,
For fattige Forældre at husvale
Ved Skjærven, som Medlidenhed ham gav.
Blandt fire Stumper Lys, som fast han kliner
Omkring sig paa den platte Jord, han staaer;
En barnlig Uskyld straaler i hans Miner,
Om Skuldren bølge sig de brune Haar;
Han synger lystig Viserne fra Hjemmet
Og dæmper Længslen ved sin Bues Strøg,
Imens en Bjørneunge, han har tæmmet,
Opvækker Latter ved sin Dans og Spøg.
Ej plump den hæver sine lodne Lapper; —
Paa sine Bagbeen svinger den sig let; —
Forundret ved dens Kunster Mængden klapper,
Og hvergang bukker Bjørnen nok saa net.
Da Drengen den med Taarer glad omslynger,
Den sorte Mund han trykker om til sin,
Og Gruppen tit aflokker Folkets Klynger
Snart Vemodssmiil, snart heftigt Bifaldsgriin.
„O Gud!“ den Lille raaber mens han kjæler
For Bjørnen, som han knuger til sin Favn:
„Du Stakkel tro min tunge Byrde deler
Og bringer Glæde i min Fædrefavn!
Jeg elsker dig saa kjærligt som en Broder;
Thi dit er jo det halve af den Løn,
Hvormed jeg kvæget har min arme Moder; —
Hun beer til Gud for dig, som for sin Søn.
„Din Dans, som Boulevardens Latter vækker,
I Moders fjerne Hjem skal bringe Brød,
Og hver en Skjærv, som Godhed her os rækker,
Skal i Savojen lindre Uskylds Nød.
Hallo! min Bro’r! dans lystig for de Smukke! —
Læg, mine Herrer! Lidt i denne Hat,
De med en Sous kan dæmpe mange Sukke;
Thi Armod skal bespises med min Skat!“
En Taare dirrer i den Lilles Øje,
Og mangen Kobbermynt i Hatten klang;
Det syntes ogsaa Bjørnen at fornøje;
Thi for hver Sous han dobbelt lystig sprang.
Rask gnider Knøsen paa Fiolens Strenge,
Med Bjørnen danser han en Pas de deux;
Sig Smaa og Store frem til Gruppen trænge
Og er af Latter færdige at døe.
En strunk Pariserfyr, som Intet kasted’
I Drengens Hat, greb til sit Brilleglas
Og plump igjennem Folkehoben hasted’,
For gratis at forskaffe sig den Spas.
Som ægte Kritikus han støtter Stokken,
Som han til Stads, men ej til Støtte, bar,
Mod Læben og beskuer haanlig Flokken,
Der ved en Bjørnedans saa henrykt var.
„Den Bjørn er jo en lumpen lille Unge,
Den viser sig for tidlig som Aktør! —
Dens Hop er ej groteske eller tunge; —
En Bjørn med mere Plumphed træde bør!“
Men næppe har han paa dens Lethed klaget,
Saa sætter Bjørnen Lappen paa hans Taa,
Som af hans snævre Støvler slemt blev plaget; —
„Uv!“ brøler Fyren og kan næppe staae!
Men Smerten strax for Vredens Ild bortdunster;
Han løfter rask en knyttet Næve op:
„Fordømte Kræ med dine Dansekunster,
Jeg smøre skal din plumpe Bjørnekrop!“
Og han slaaer til — men næppe hører Knøsen,
At Bjørnen hyler ved det svære Dask,
Saa farer han forbitret ind paa Fløsen
Og slaaer Fiolen i hans Pandebrask.
Den lille Knægt og Bjørnen fast sig knuge
I Fyren, som forbavset om sig slaaer;
Han al sin Kraft maa mod dem begge bruge,
Og Hoben leende omkring dem staaer!
Mod Bjørnen var især hans Vrede bitter,
Han mod dens Hoved hugger heftig ud; —
Det falder, — og en lokket Knøs fremtitter
Til hans Forundring af den sorte Hud!
„Ha! hvad er det! vil Knægten os bedrage!“
Han skriger højt og Klyngen strømmer til,
For blodig Hævn paa den Krabat at tage,
Som drev med Publikum sligt Abespil.
„Ak!“ raaber han og vrider sine Hænder,
„Vær dog medlidende — o hør mig! hør!
Naar Grunden til Bedraget jeg bekjender,
Saa veed jeg vist, De intet Ondt mig gjør!“
Han kaster sig paa Knæ med Graad af Smerte
Og trykker Lokkeho’det i den sorte Hud
Med Angst og Ømhed til sit lille Hjerte,
I det han raaber: „Frels os milde Gud!
Den stakkels Bjørn, det er min lille Broder;
Men straf kun mig, hvis De til Hævn har Lyst!
Ej meer vi Brødet skjenke skal vor Moder, —
Riv ikke Josef med fra hendes Bryst!
„Fra hendes Favn vi drog at søge Lykke,
Vor hele Rigdom var en Abekat:
Men den — den var Naturens Mesterstykke,
Og i dens Kunster ejed’ vi en Skat;
Dog — af — af Rejsens lange Savn og Møje
Den lille Stakkel i en Feber faldt; —
Vi under Taarer lukkede dens Øje,
Begrov den pænt; — med den vi tabte Alt!
Vi tavse laa paa Jorden, hvor til Slummer
Vi havde lagt vort Haab, vor Moders Trøst, —
Da raabte Josef: Broder! hendes Kummer
Med bitter Smerte har opfyldt mit Bryst:
Jeg gjør, hvad Abekatten skulde gjøre,
Kjøb for vor sidste Sous en Bjørnehud,
Jeg kryber i den, og du skal mig føre; —
Vor Daad er god, — det Gode signer Gud!
Den lille Stakkel tit har Dem fornøjet,
Mens Svedens Perle fra hans Pande randt!
Men kjækt igjennem Huden gløded’ Øjet,
Naar han en Sous ved sine Kunster vandt!
O slaa ham ej! — o slaa dog ej min Broder!
O tænk dog paa, om vi var Deres Børn!
Jeg Dem bedrog for Brødet til min Moder,
Og barnlig Ømhed gjorde ham til Bjørn!“
Fra Folkets Klynger Bifaldsraab opstiger,
Halvt dæmpet af Medlidenhedens Graad,
Selv Armods Søn de kjære Smaa beriger;
Thi Alles Hjerter rører deres Daad; —
Og hver en Aften, naar de gode Sønner
Nu synge Viser paa det vante Sted,
Alt strømmer til, og rige Gaver lønner
Den lille Bjørn af barnlig Kjærlighed!