Gottsche Hans Olsen (1760–1829)

Til Jubel! vor Konge fremtræder

Og signer sit trofaste Folk;

Udbryd gjennem tusindfold Glæder

O Sang, Du vor Kjærligheds Tolk!

Hil være Dig Fredrik Du gjæve!

Guds Engler Dig stedse omsvæve!

Op Søstre og Brødre! lovsynger i Chor

Den Fyrste, som Himlen har skjænket vort Nord.

Den samme i Fred og i Vaaben

Vi saae Dig vor elskede Drot;

Din Barm for hver Borger stod aaben,

Dig Hytten var kjær, som Dit Slot;

Dit Løsen var Gud og Din Ære;

Dit Værn var Medborgeres Hære;

Og Retfærd og Frihed Du skrev paa Dit Spir,

Og faderlig Mildhed Du kaared til Zir.

Dig Bonden andagtig besynger,

Hvergang han strøer Guld i sin Jord;

Dig Negerlands farvede Klynger

Paakalde ved fædrene Bord;

Snart bygger Dig Pallas Athene

Et Tempel af Norriges Stene;

Snart Trave og Stor skulde søsterlig fro

Om danske Teutoner sig lyttende snoe.

Thi lønner den huldeste Mage

Med Himlenes Gjensmil Dit Bryst,

Og blomstrende Døttre ledsage

Din Højdag med tryllende Lyst;

Thi nævne Dig henrykte Skalder

Dit Fædrelands gjenfødte Balder;

Thi flette Dig Kunsternes hellige Møer

Af indfødte Palmer en Krands, som ej døer.

Til Jubel! Vor Fredrik tilsmiler

Os alle den saligste Løn,

Og Danrigets Genius iler

At høre vor festlige Bøn:

Held følge Dig Fredrik Du gjæve!

Lyksalig og længe Du leve!

Saa ønsker Enhver med det nyskaarne Par,

For hvem, som for Alle, en Fader Du var.