Morgenen stiger paa blodrøde Vinger
Hæver sig høit over Klipperne op,
Fuglen i Luften sig muntrere svinger,
Søvnen har qvæget den mødige Krop;
Lammene trippe,
Straaene nippe,
Drosselen fløiter i Træernes Top.
Ørreten pladsker i skummende Elve,
Silden forsøver den himmelblaa Havn,
Grane sig ud over Biergaasen hvælve,
Klippernes Grøfter taer Bølgen i Favn;
Voven bekrandse,
Over dem svæver den kulsorte Ravn.
Med Melkebøtten paa Ryggen jeg dandser
Siungende op til mit granklædte Field,
Birkene over min Isse sig krandser,
Hisset der sprudler det riglende Væld;
Morgenen smiler,
Munter jeg iler,
Kommer først hiem, naar det skumrer i Qvel.
Henrykt jeg vandrer paa guldgule Enge,
Himmelblaae Klokker bekrandse min Fod,
Dugdiamanter paa blomstrende Senge
Farves af Solen med Morgenens Blod,
Blomsten sig qvæger,
Aabner sit Bæger,
Bøier ei Hovedet meer mod sin Rod.
Medens jeg høit op paa Klippernes Krone
Sidder og vogter den græssende Hiord,
Hører i Dalen jeg Fløiternes Tone,
Skuer ud over det granrige Nord;
Baadene vrimle,
Maagerne stimle
Trindt omkring Silden paa skummende Fiord.
See hvor den hoppende Fole sig fryder!
Hør Nattevaken paa græsrige Vang!
Klippernes Ekko gientonende lyder,
Faarene lytte til Drosselens Sang;
Træernes Grene,
Klippernes Stene
Runge af Skabningens jublende Klang.
Og naar nu Dugperlen pryder min Lokker
Kalder jeg sammen de bøgende Køer,
Pludselig Hiorden omkring mig sig flokker,
Dalen alt dækker det natlige Slør;
Medens jeg sidder
Solen nedglider,
Midt blandt de luende Bølger den døer.
Blytunge Bøtter paa Ryggen jeg vugger,
Vandrende ned fra det græsrige Field,
Straaet de mødige Fødder bedugger,
Himmel! det er jo alt sildigste Qvel!
Solen er svunden,
Maanen oprunden,
See hvor den staaer i det sprudlende Væld!