Forsvunden er den mørke Nat,
Nu lyser over Mark og Krat
Den røde Morgenlue.
Den blege Stjernehær forsvandt,
Og Duggen staaer som Diamant
Mod blaalig Himmelbue.
Skoven,
Voven,
Mark og Enge,
Harpestrenge,
Til Guds Ære,
Højt hans Lovsang ham frembære!
I Aftes kvad i Skyggedal
Den vemodsfulde Nattergal
Om Graven og om Døden;
Men Maanen svandt med blege Horn; —
Nu synger Lærken i sit Korn
Saa frisk i Morgenrøden.
Mægtig,
Prægtig,
Lyder Røsten;
Haabet, Trøsten
Den os bringer
Fro paa sine Fuglevinger.
Og slaaer engang min sidste Stund,
Skal dog til sidste Time sund
Min Sjæl Guds Godhed love.
Jeg stiger af mit mørke Skjul,
Som af sin Rede kjekke Fugl,
Højt over alle Skove.
Modig,
Frodig,
Uden Smerte,
Lad mit Hjerte,
Jesu Kriste!
Kraftig end i Døden briste!