En Pillegrim i Ørken drog;
Han sin Kamel ved Tømmen tog;
Se! da blev Dyret løbsk og sky,
Saa Manden for det maatte flye.
Det gav sig voldsomt til at fnøfte
Og Benene mod ham at løfte.
I Angsten til en Brønd han løb
Og hurtig op paa Randen krøb;
Men Dyret ham i Raseri
Forfulgte brat ad vilden Sti.
Han tabte sin Besindighed,
Lod sig i Brønden falde ned.
Dog — som han slap den løse Steen,
Da hang han ved en Brombærgreen,
Hvis friske, grønne, tykke Hække
Var voxet gjennem Murens Sprække.
Der svæved’ nu den arme Mand!
Sin Tilstand stærkt bejamred’ han,
Han løfted’ Øjet op og saae
Kamelens Truselshoved staae,
Som om det vilde hist ham bide;
Men — lod han Øjnene nedglide,
Saae han paa Brøndens dybe Bund
En Drage med opspilet Mund,
Som vilde den ham sluge brat,
Ifald han faldt fra svage Krat.
I denne græsselige Svæven
Saae han det tredje Syn med Bæven:
Thi der hvor Hækkens Stamme stod,
I Sprækken med halvskjulte Rod,
Der sad, i Stenens løse Gruus,
Den sorte med den hvide Muus,
Og sled med skarpen Tand
Paa Roden gjennem Barkens Rand.
De kradsed’, reve, stubbed’, graved’
Og vexelviis paa Roden gnaved’.
Fra Trævlen ofte Muldet gled
Og risled’ dybt i Brønden ned;
Og alt som Gruset faldet var,
Slog Dragen op sit Øjenpar,
At see, om Hækken med sin Byrde
Snart faldt med den, han vilde myrde.
Den stakkels Mand, af Angst og Nød
Omspændt, i Svælg af visse Død,
I denne frygtelige Vraa
Forgjæves efter Redning saae;
Men som han ængstelig arbejded’
Og rundt omkring med Øjet spejded’,
Da vinkte ham en Green saa huld,
Af søde, skjønne Brombær fuld.
Nu fik han Lyst, med samt sin Klage,
Den nære, modne Frugt at smage;
Kamelens Raseri han glemte,
Ej Dragesynet ham beklemte,
Ja Nydelsen ham gjorde fri
For Museparrets Drilleri.
Han Dyret brøle lod paa Muren
Og skjælved’ ej for Dragens Luren;
Han Musene lod Roden gnave,
Henrykt af Hækkens rige Gave.
De Brombær smagte ham saa sødt,
At ej den Nød, ham havde mødt,
Meer havde noget at betyde,
Naar blot den Frugt han kunde nyde.
Du spørger: Hvo var denne Gjæk,
Der glemme kunde reent sin Skræk?
Saa vid, min Ven! den Mand est du!
Hør Fabelens Udtydning nu.
Se: Dragen hist paa Brøndens Bund
Er Døden med udspilet Mund.
Kamelen hist, hvis Harm udbrød,
Er Livets Angst og Livets Nød.
Paa svage Green, som dig er givet,
Du svæver mellem Død og Livet.
De to, som Hækkens Rødder gnave,
Som dig i Brønden vil begrave,
At Døden snart kan faae dig fat —
De Muus, min Ven! er Dag og Nat.
Den sorte nager, halv forborgen,
Dit Træ fra Aften indtil Morgen;
Fra Morgen indtil Aftentide
Arbejder ligerviis den hvide.
Og midt i denne Kval og Brøst
Dig lokker Livets korte Lyst;
At du Kamelen, Livets Nød,
Og at du ikke Dragen, Død,
At Museparret, Dag og Nat,
Du ænser ej; — naar kun du fat
Kan faae de Bær, som Kvisten dække,
Der voxer ud af Gravens Sprække! —