Lær mig, o Skov! at visne glad,
Som seent i Høst dit gule Blad;
Et bedre Foraar kommer,
Hvor grønt mit Træ skal herligt staae
Og sine dybe Rødder slaae
I Evighedens Sommer.
Lær mig, o lille Trækfugl, du!
At svinge mig med frejdig Hu
Til ubekjendte Strande!
Naar Alt er Vinter her og Iis,
Da skal et yndigt Paradis
Mig hisset aabent stande.
Lær mig, du muntre Sommerfugl!
At sønderbryde tunge Skjul,
Som nu min Frihed tvinger.
En Orm jeg kryber her paa Jord,
Snart flagre højt, som lette Flor,
De stærke Purpurvinger.
Du, som fra Skyen smiler hist,
Min Mester, Lærer, Jesu Krist!
Lær mig at tvinge Sorgen;
Sving for mig Haabets grønne Flag!
Langfredag var en bitter Dag,
Men skjøn var Paaskemorgen.
Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kjærligt Venskabs Minde;
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.