Til det gamle Aar
(1868.)
(1868.)
Som en Gubbe syg og mat,
hyllet halvt i Gravens Nat,
for mit Øje frem Du skrider.
Tag min Haand, Du Gubbe graa,
tag den, før vi skilles maa,
og, mens Midnatstimen lider,
tag min Tak for svundne Tider.
Herren ledte Dine Fjed,
Herren ledte mine med,
— Du forkyndte mig hans Vilje.
Tak for Alt, hvad Du mig bød,
Glædens Rose fin og rød,
Sorgens hvide Vinterlilje,
— Alt var efter Herrens Vilje.
Midt i Nattens dybe Fred
redes nu Dit Hvilested,
Gravens Gru Dig ej mon skrække.
Festglands lyser af Dit Blik,
Julestjernens Smil Du fik,
trøstig Du Dig da tør lægge
under Gravens tavse Dække.
Haand i Haand Du fulgte mig,
Haand i Haand jeg følger Dig
nu til Hvilens stille Stue.
Snart maaske skal mine Fjed
standse og ved Gravens Bred,
men som Du jeg vist skal skue
Glimt af Julestjernens Lue.