Med Næbbet skjult i Ryggens Fjer
en Gaaseflok sig hviler.
„Aa, se hvor kønt!” Jeg standser glad
og staar en Stund og smiler.
Ej ej, ej ej, da bliver jeg
med et som rent forstenet:
op ryger Gasen med et Skrig
og farer mig i Benet.
Jeg tilstaar ærlig, at lidt vims
jeg lettede paa Sokken;
men Gasen efter mig i Løb,
raskt fulgt af Gaaseflokken.
Dog — jeg har gode, lange Ben
og er adræt tillige.
Vips! med et vældigt Hop jeg stod
bag Sognefogdens Dige.
Der stod jeg længe bag en Pil
og hørte Flokken skælde.
Hu ha! Som jeg blev rakket ned,
det kan jeg ej fortælle.
Med Halse rakt som Stænger frem
og vendte mod hinanden
de skræpped op i vilden Sky
med Skældsord og med Banden.
„...En næsvis Slubbert, der med et
os vækker mod vor Vilje!”
„En Vagabond, der braser ind
i en privat Familje!”
Og Gaasefader lover dyrt
i høje, skingre Toner,
at han til sidste Draabe Blod
vil værge sine Koner.
Han raaber, hviner, hidser helt
sig op i Fyr og Flammer,
og Knæbren rundt omkring ham gaar
paa alle syv Madammer.
Nu vel, jeg slap for denne Gang
med et Par bidte Haser;
men siden har jeg haft Respekt
for gifte Gæs og Gaser.