Jeg vil tegne
Blomster paa azurblaa Silke,
Blomster for hvem alle andre
blegne.
Hvilke?
Elskovsurter, Elskovsranker,
som skal binde dine Tanker.
Jeg vil flette
over denne Silkeslette
tusind søde Blomsterord,
fagre som det Farvekor,
der skal slynge
sig i Stængellabyrinter
og skal synge
gennem kaade Bladeformer,
hvor det iltre Saftblod stormer,
frem til rige Blomsterblink,
der skal drage dig som Vink,
Lysvink over vilde Veje.
For de eje
Glød og Glans af mine Drømme
blundende i Bægrets Sømme,
eje Sange
dybt i Duftens skjulte Gange,
blysomt blide,
fablet frem ved Skumringstide,
naar jeg længtes —
Det er Runer, som skal binde,
skal om dine Tanker skinne —
Denne rige Blomsterstime,
som jeg risted ind i Silken,
den skal skinne frem en Time —
Hvilken?