Jeg har vandret hundred Veje —
snart i Sol og snart i Regn,
gaaet under slanke Popler,
langs med hvide Tjørnehegn;
Mindet som jeg fik i Eje,
brast itu som Sæbebobler.
Jeg har set de hundred Gavle
dukke sig bag Aa og Bæk,
Blink fra solbelyste Ruder
bag en støvet Tjørnehæk,
som en Streg mod Himlens Tavle
saa jeg Danmarks Vaarbebuder.
Jeg har set det hundred Gange,
dette Blad af Danmarks Bog;
hjem mod Bakkegaardens Stier
allerhelst min Lædgsel drog,
og jeg gi’r den mine Sange,
svøbt i Savnets Melodier.