Rosen har kastet sin røde Kjole,
og Løvet daler som gyldne Sole
og drysser paa Vejen sin lyse Regn,
langs Veje og Gange tomme og øde,
staar svangre med Frugter vinterlig røde
de bladløse Buske og ribbede Hegn.
Graagaasen strækker sin sorte Kile
højt over Fjordens bølgende Mile
— Grævlingen lister skyndsomt i Grav;
Maagerne følger de tavse Plove,
smutter omkring mellem Hestenes Hove,
Høstens Himmel er skyet lav,
Alting visner og falder derude.
inde bag Sovkammerets Rude
kæmper en Moder sin sidste Strid;
efter Dage i Fryd og Glæde
kommer Stunder hvor man maa græde,
— kende det gaar mod Aftenstid
Snart slukner Livets blafrende Kærte,
hvor er de henne, hun bar ved sit Hjerte
og værgede tro i Livets Dag;
de kommer ad Mindernes dunbløde Veje,
det summer af Stemmer rundtom hendes Leje,
og Pulsen hamrer med hastige Slag.