Hvem kravler der ad Vej og Sti
og ligner mest en ensom Bi
— i Storm og Regn og Sol og Frost.
Det er den gamle tro Lars Post.
Med Lædertasken om sin Lænd
han farter rundt, den gamle Svend,
fra Gaard til Gaard, fra Hus til Hus
og med ham Livets Vingesus.
Han bringer Bud og bygger Bro
til Udmarkgaardens fjerne Bo,
han tænder Lys, hvor før var sort,
og vejrer gammelt Sløvsind bort.
Han er, trods Haarets Lok er hvid,
Profeten for den nye Tid,
og hvor han løfter Dørens Klink,
man skimter Livets travle Blink,
Han bærer trofast Mil paa Mil
til Aftægtsbondens graa Exil,
et Pust fra noget skønt og stort,
et Bud fra Klodens aabne Port.
Hvor Markens Sti sin Slynge slaar
og lister mellem Ko og Faar,
en Genvej skjult for Fremmed Blik,
den kender Lars til Punk og Prik.
Han bringer Glæde, bringer Sorg,
til Bondehus og Herreborg
han knytter Baand, Mand mellem Mand
og bringer Bud fra fjerne Strand.
Var Solen varm og Frosten haard,
han kom hver Dag til Bakkegaard;
han bragte Egnens Venstreblad,
og fik sin Plads ved Bord og Fad.