Ene du, hvem ingen ænser,
og som i vor skjulte Rede
lider stille, naar jeg lænser
langvejs bort for stormfuldt Vejr,
ene du, hvem jeg har kær,
har forstaaet hélt min Lede
ved et Liv bag snævre Grænser.
Og hver Gang mit Skib laa bygget
rejseklart, til Langfart taklet,
og vi troede, at Miraklet,
det, der gør os lykkelige,
skulde af mit Kølvand stige,
naar jeg længselspint kom hjem,
stod du rank, skøndt taaresmykket,
pegende paa Kursen frem.
Og jeg sejled, mens du vented,
— o, hvor blev der frit omkring mig
rigt min Indsats blev forrentet,
men, dit Liv blev mere trangt,
ak, og jeg drog ikke langt,
før det ramte som et Sting mig,
at jeg havde handlet vrangt.
Al vor bedste Ungdom glider,
Aar er mellem vore Møder:
jeg paa Rejse alle Tider,
du tyet ind i Klostercelle,
og det første Træk af Ælde
ser jeg tegnet i din Kind,
og jeg ser dig syg i Sind,
— er det Hjærtet, som forbløder?
Elskede! Tilgiv min Brøde.
— Men jeg kan ej sidde rolig
i en lun, tillukket Bolig,
spise ved det samme Bord,
læse kendte Genbo-Skilte,
daglig sløves paa Kontor,
slide alt mit Mod tildøde,
faa de bedste Kræfter spildte
— jeg maa se den hele Jord!
Jeg maa ud, hvor Livet frister,
Kamp paa Livet for et Maal,
der gør Nerverne til Staal,
— ikke dette ækle Klister
af politisk-sociale
og æstetisk-bindegale
Diskussioner i det blaa,
hvor man intet Slag tør slaa.
Jeg er Storm. Og vildt forrevet
mørkner Skyen mine Baner,
sære Kurver blev beskrevet
mod det Livsens Maal jeg aner.
Du er Stille. Skyen svunden,
Havet rént og klart til Bunden,
hvor et frodigt Løvværk dølges.
Storm og Stille de maa følges.
— O, jeg gik og vented længe
paa den store Storm derhjemme,
som skal Friheds-Vejen sprænge,
blanded tidt min unge Stemme
i det radikale Kor,
— men jeg skulde snart fornemme,
at det alt var Ord, blot Ord!
Og du véd, min Sjæl sig krymper
ved at digte Brød til Huset,
ved at omgaas hver en Stymper,
der har lavet en Novelle.
— Jeg vil mér end blot fortælle,
jeg vil som de stærke Faa
ud til Livets Handling gaa
— ene ud i Bølgebruset.
Ud — ja, ud i Verdens Blæst,
ud, før mine Blade visner.
— Og nu er jeg Polens Gæst,
Vintren strænges, Kulden isner,
Bjørnen nær min Hule lusker,
Stormen vildt i Fjældet rusker
— og jeg husker, o, jeg husker
Storme, som mit Hjærte hærged,
og som slog mit Mod med Pest.
— Ishavs-Stormen den er bedst;
har jeg bare Livet bjerget,
bliver Livet mig en Fest ...
Men naar jeg nu snart skal stænges
af en dyb Polarnat inde,
falde hen i lummer Ro,
ingen Sol og ingen Sinde
Bud fra dig, om du har Tro
paa vort Gensyn og vor Lykke,
jo, da véd jeg, jeg vil længes,
ærligt ønske mig tilbage
til vort stille Hjemlivs Hygge.
Men jeg véd, jeg snart maa stage
fra det grunde Vand min Baad
ud igen til fredløs Færden.
Og jeg véd, at ingen Klage
røbe vil dit Hjærtes Graad,
du min eneste i Verden!