— vi lagde vore garn og kroge
i stille blankt vand —
vi tog dem igen om morgenen —
saa kunde vandet være
som skraa grønne vægge,
der faldt ned i støv —
— nogle nætter fik vi god fangst —
da saa garnene ud
som svangre kvinders bug —
som store blanke kastanjer paa en snor
krøb krogene med fede daskende fisk
langsomt af vandet,
som saa var stille og blankt —
andre nætter forliste vi garnene —
— vi lagde vore garn og kroge
om aftenen —
om natten gik vi med fugtige øjne
til byen —
vi var nyvaskede og i blaat tøj —
der gik de unge piger
med røde brændende kinder
som moden frugt —
— om morgenen
var der steder udenfor byen,
hvor græsset saa ud,
som om store dyr havde kæmpet der
den nat —
— andre nætter forliste vi garnene —