Siden November 1866 havde Frk. Ilia Fibiger syslet med Planen om at samle sine hidtil utrykte eller paa forskjellige Steder spredte Smaadigte til en lille Bog. Arbeidet skred imidlertid kun langsomt fremad, dels fordi hyppige Sygdomsanfald nødvendiggjorde en Standsning, dels fordi enhver Beskæftigelse, der paa nogen Maade stod i Sammenhæng med hendes Forfattervirksomhed, altid i en betydelig Grad angreb og svækkede hende. Saaledes var Manuskriptet endnu ikke helt færdigt til at trykkes, da Døden bortkaldte hende, medens der dog paa den anden Side i hendes tidligere Udtalelser om denne Sag var givet en saa sikker Rettesnor, at det Manglende med Lethed kunde udføres af Andre.
Efter hendes Nærmestes Ønske har Undertegnede, der fremfor Nogen havde havt Leilighed til at lære Forfatterindens Bestemmelser angaaende Foretagendet at kjende, besørget den endelige Udgivelse. Jeg har opfattet mit Hverv saaledes, at jeg overalt har troet at burde holde den Afdødes Villie hellig; derfor er Intet udeladt, som hun afgjort ønskede skulde optages, og naar fraregnes, at ganske enkelte Poesier af utvivlsomt Værd (der senere fandtes blandt hendes Efterladenskaber) ere komne med, foreligger Samlingen i Virkeligheden saaledes, som den vilde være udgaaet fra hendes egen Haand. Kun med Hensyn til Ordningen har der fundet Afvigelse Sted, idet Tidsfølgen saavidt muligt har været det Bestemmende ved denne.
Der hører ikke noget skarpt Øie til at see, hvorledes adskillige Digte baade i Henseende til Stemningens Inderlighed og til den kunstneriske Udførelse staae tilbage for andre. Forhaabenlig vil dog deres Offenliggjørelse kunne forsvares, om ei af anden Grund, saa fordi man ogsaa gjennem disse føres til en klarere Forstaaelse af en sjelden og høitbegavet Kvinde, hvis Livsgjerning var altfor rig og smuk, til at den skulde være glemt med det Løv, som faldt iaar.
Vilhelm Møller.
December 1867.