Natteridt
En Epilog
En Epilog
Bjærgets høje sorte banke
og det blanke
vand, hvor solens rødme viger,
vindens susen i de ranke
linde mælder:
dæmringsmulmet mod os sniger
og vor dag mod dvale hælder.
Vi har lov at være trætte;
morgenlette
i det grønne land vi sused;
siden: by og lund og slette
mange mile;
så var vejen tung og gruset:
dog vi får ej lov at hvile.
Før vi frem mod nye steder
jærnet træder,
lad en liden stund os bie,
mindes dagens svundne glæder
strid og møde,
lad en offerdrik os vie
farten ind i nattens øde.
Op igen! Men træg til mode
fod for fode
jeg den sidste færd begynder;
selv min ven, den blanke, gode,
synes mødig,
tung af år og gamle synder;
den går frem, men gør det nødig.
Over digets mørke grene
hvid og ene
kirken dødningstille stiger;
er det dig, der os den sene
vejgang volder?
Dog din galder slagen viger
og dit greb os ikke holder.
Vi er ude på de lange
vide vange;
jorden går i bølger bløde;
hjulet summer muntre sange
ned ad bakken
op mod kammen uden møde,
vinden svøber os om nakken.
Nattens vin i panden prikker,
glad og sikker
på den tynde luft jeg gynger;
brodden, som i støvet stikker,
ej vi ænser,
ingen uro sindet tynger,
og vor fart har ingen grænser.
Hvide længer landet over
tavse sover;
hist og her et lys bag rude;
men hvor skyens lette vover
krused’ bredes,
står en lysning højt forude;
den får magt og mørket spredes.
Gennem dis og drift den strider,
til omsider
ren i sølvglans frit den funkler;
verden dæmringslys sig vider;
over støvet,
som ej mulmet mere dunkler,
lægger skarpe skygger løvet.
Fra den åbne lyse ager
ind vi drager
hvor et mørke-dyb sig dølger
og hvor skygger skygger jager:
ind i skoven;
men bag greneflet os følger
månens glimrespil foroven.
Hærget, fældet og forsvunden,
egelunden
fra min ungdoms drømme dage,
er den sælsomt atter funden?
Natteluften
bringer her i høst tilbage
sommerkvasets søde duften.
Skygge-syn fra gamle tider
om mig glider,
løses ud af lundens stammer,
springer ned ad dunkle lider;
sagte hvisler
lyd i løv af suk og jammer
og en skygge-latter risler.
Åsyn dukker frem og svinder:
kære minder,
tog, hvem egens grønløv kranser,
dem, hvis pande blomster binder;
men forude
svagt en ukendt én jeg sanser
mager over hesten lude.
Atter lyser landet vide;
ved min side,
fuld af nuets varme hygge,
ser jeg livets dise ride;
kulsort skinner
hendes dragt, men lys af lykke
bær hun højt de røde kinder.
Fremad peger hendes hænder;
se, der brænder
røde blus i langlig række;
dér måske, når vejen ender,
glad jeg hviler; —
eller skal jeg stift mig strække?
Ej hun svarer, men hun smiler.