Ej for at avind til dit navn skal ty,
er jeg så ødsel med din bog, dit ry;
når jeg vil sige, at dit værk er så
som mand og Muses pris kan ikke nå:
Det er sandt og hvermands dom. Men denne vej
at drage til din ros jeg agter ej;
den kan selv Uvid nå, hvis bedste sang
er genlyd kun af Videns rette klang, —
og Venskab, som kan aldrig bære hjem
sandhed, men famler blindt tilfældig frem, —
og Ondskab kunde rose så på skrømt,
i håb, at hvad den signed sank fordømt:
det var ret som en skøge vilde te
en dannekvinde ros: hvad større spe?
Du er i hegn for dem, så højt, at ej
ondt eller godt kan nå fra dem til dig. —
Jeg da begynder: Tidens sjæl! du ene
vor fryd og lyst! Vidunder på vor scene!
Stig frem, min Shakespeare; jeg dig jorder ikke
hos Chaucer og Spenser og byder Beaumont ligge
lidt længer bort og give rum til dig.
Du er et monument, — for dødmand ej:
du, mens din digtning lever, er i live,
mens vi har kløgt at læse, ros at give;
du tør ej mænges, så mit vid forlanger,
med nogen: stor, men ej jævnbyrdig sanger.
Hvis myndig var min dom, blandt dine lige
jeg skulde nævne dig, og sikkert sige,
hvor Lyly blegner, nær din lue bragt,
og den kække Kyd og Marlowe’s linjes magt;
skønt lidt latin og mindre græsk var dit,
derfra jeg kunde, dig at ære, frit
hidkalde nok: Tordneren Aischylos,
Euripides og Sofokles til os,
Paccuvius, Accius og hin spaniers sjæl
genvakt at høre din koturnes hæl
ryste vor scene; og i soccus-spil
hvor stod du ene, uden mage til
blandt dem, det kry Athen og stolte Rom
har født, og hvo af deres aske kom. —
Fryd dig, mit England, du har én at vise,
som hver Europas scene lydt må prise.
Han var ej for én tid, men alle år,
og alle muser var i deres vår,
da han stod frem, Apollon lig, at fylde
vort syn med sol, som Hermes os at trylle.
Naturen selv hans tanker tog med glæde
og stolt sig førte i hans verses klæde,
som vævet var så fast og fuldt af pryd
at andres vid ej mer den volder fryd;
Aristofanes’s muntre hvasse hu
Terentses smag og Plautus’ lune nu
ej nydes mer; de vrages, uden vægt,
som ej de hørte til naturens slægt.
Dog prisen bær naturen ikke hel,
din kunst, min blide Shakespeare, får sin del:
Om end naturen giver stof til digte,
må kunsten forme det; og den, hvis sigte
er vers med dine linjers liv, må brænde,
men hamren skal den anden hede tænde
på Musens ambolt; han må sno og bøje
sig og sit æmne, til det vil sig føje;
hvis ej, med spot hans håb om lavren ødes:
thi en digter formes god såvelsom fødes.
Og slig en skjald var du. Retsom en søn
bær faders åsyn, så i kuld og køn
fremstråler Shakespeare’s sind og væsen rigt
i hans fuld-bårne og fint slebne digt,
hvor hver en stund sit spær han tykkes svinge
imod uvidenhedens bryn og bringe.
Du Avon’s søde svane! Fryd forsande,
om atter vi dig så’ på vore vande
i sådan flugt ved bredden af vor Thames,
som fordum greb Elizabeth og James!
Men holdt: jeg ser dig sat blandt himlens hær,
ophøjet til et stjærnebilled dér.
Skin ud, du digter-stjærne! tugt og bød
med harm og huld vor sunkne scenes nød,
der, fra din bortgang, dulgt i nattens gys,
kun øjner dag af dine værkers lys.
Ben : Jonson.